Kaptajnen forlænger i Hobro IK

Hobro og omegn
Torsdag 6. august 2020 kl. 17:00

Kaptajnen forlænger i Hobro IK
Foto: Dannie Rosenkrantz


Af Carina Kondrup

Hobro IK har netop forlænget aftalen med Jonas Brix-Damborg, så hans kontrakt nu løber til sommeren 2021.

Den solide midtbanespiller, Jonas Brix-Damborg har forlænget sin kontrakt med Hobro IK, der ellers stod til udløb. Anføreren, der har spillet 266 kampe for klubben, får nu mulighed for at udbygge den statistik.

Sportschef Jens Hammer Søren udtaler følgende om den etårige forlængelse med Jonas Brix-Damborg:

- Jonas har været i klubben i 9 år og har haft stor indflydelse på den udvikling som klubben har været igennem. Jonas er en vigtig leder for os, både på og uden for banen og er en rigtig klubmand, der altid vægter fællesskabet og sammenholdet højest samt bidrager til den gode kultur i klubben. Jonas arbejder altid stenhårdt og viser vejen for de unge og resten af holdet. Blandet andet derfor er jeg rigtig glad for, at vi har forlænget kontrakten med Jonas, til udgangen af næste sæson.

Jonas Brix-Damborg kom til Hobro IK i 2011, i en sæson hvor klubben spillede i 1. Division. Klubben har udviklet sig meget siden da, men skal nu igen tørne ud i landets anden bedste række, en udfordring midtbanegeneralen tager med oprejst pande.

- Jeg har gjort mig mange tanker og overvejet flere muligheder, blandt andet i det civile. Men når alt kommer til alt, og ovenpå skuffelsen ved at rykke ned, har jeg kunne mærke at jeg stadig brænder for at spille fodbold. Kroppen har det godt og jeg føler at jeg stadig kan bidrage til holdet og lige så vigtigt kommer jeg til træning hver dag med stor glæde. Så efter at have gjort mig disse tanker, har det været naturligt for mig at fortsætte. Jeg glæder mig til at tage en tørn mere, velvidende at det bliver i en historisk svær sæson i NordicBet Ligaen, slutter Jonas Brix-Damborg.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.