Kan det virkelig betale sig?Mariagerfjord og omegnTorsdag 27. september 2018 kl. 08:00
Hvis du vil arbejde for os, så må du en tur i banken og hente en bankgaranti – uanset hvor lille eller stor opgaven er... . Af formand Dansk Byggeri Nordjylland Henrik Krogh Holm Sådan er beskeden fra Rebild Kommune til virksomhederne. En praksis, der er både dyr og besværlig for virksomhederne, mens spørgsmålet er, hvad får kommunen så ud af det? Hvis en virksomhed eksempelvis skal lave en opgave for Rebild Kommune til 100.000 kroner, så vil garantien udløse et beløb på op til 2.000 kroner, hvis kommunen opdager en fejl et år efter opgaven er afsluttet. Det får kommunen ikke udbedret ret mange fejl for. Til gengæld har virksomheden brugt tid og penge på at indhente garantien i banken, mens kommunen har brugt tid og penge på at administrere ordningen. Kun bankerne tjener penge på at administrere bureaukratiet. Kan det virkelig betale sig? Nej, selvfølgelig kan det ikke det. Garantisystemet er indrettet til større opgaver, hvor der er noget på spil, og ikke til små opgaver. l Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Mariagerfjord, Morsø, Vesthimmerland og Aalborg kommuner stiller man krav om en bankgaranti ved 500.000 kroner, hvilket giver mulighed for at få op til 10.000 kroner efter et år. Kun Brønderslev, Læsø og Thisted stiller krav om en bankgaranti ved opgaver til en million kroner eller mere, hvilket er en fornuftig grænse. Forhåbentlig vil flere kommuner regne lidt på, hvad de får ud af de bureaukratiske garantiordninger og genoverveje, om ikke de også bør hæve grænsen til en million kroner. Der er åbent for kommentarer allernederst på siden.
|