Kampen mod sclerose tages op i Hadsund og omegnMariagerfjord og omegnTorsdag 8. august 2019 kl. 19:00
Søndag den 8. september lyder startskuddet til Scleroseforeningens årlige indsamling. En indsamling,der for første gang er landsdækkende, og hvor tusindvis af frivillige samler ind til forskning i sclerose i alle landets byer.... . Af Helle Schiønning Vi samler ind til forskning i sclerose Scleroseforeningen afholder Scleroseindsamlingen for at samle penge ind til forskning i sclerose og dermed komme nærmere en verden uden sygdommen. Scleroseforeningen finansierer nemlig en stor del af den danske scleroseforskning, og det er den forskning, vi støtter med indsamlingen. Flere og flere bliver ramt af den uhelbredelige sygdom sclerose Cirka 16.000 danskere lever med sclerose, og hvert år får ca. 650 stillet diagnosen. Sclerose er en kronisk sygdom, som angriber centralnervesystemet, og langt de fleste får diagnosen i alderen 20-40 år. For nogle er sygdommen pludselig og aggressiv, for andre udvikler den sig langsomt og gradvist. Sclerose kan ikke helbredes, men forskningen gør hver dag fremskridt, og derfor gør hver en krone, der kommer ind i forbindelse med Scleroseindsamlingen, en kæmpe forskel. Hvordan samler vi ind? Anden søndag i september går flere tusinde frivillige indsamlere går fra dør-til-dør med indsamlingsbøtter og beder om støtte til forskning i sclerose. Du kan også møde foreningens indsamlere foran supermarkeder, på gågader og andre offentlige steder. Meld dig som indsamler Har du lyst til at være en del af Scleroseindsamlingen og gøre en forskel for de 16.000 danskere, der lever med sclerose? Så meld dig som indsamler og vælg en indsamlingsrute lige her: www.sammenmodsclerose.dlk. Hvert eneste skridt tæller i kampen mod sclerose, så du behøver hverken at kunne gå hurtigt eller langt for at være med. Frivillige indsamlingsledere bærer Scleroseindsamlingen frem Rundt omkring i landet har Scleroseforeningen flere hundrede frivillige indsamlingsledere, der har valgt at gøre en ekstra indsats i deres lokalområde i forbindelse med Scleroseindsamlingen. Indsamlingslederne står bl.a. for at optælle de indsamlede beløb fra hver indsamler på dagen for indsamlingen. I Hadsund og omegn er Laura Melgaard Svendsen og Freya Maria Buch indsamlingsledere. Laura og Freya går til daglig i 3.g på Aalborg Katedralskole og har valgt at være indsamlingsledere i Hadsund, fordi de begge har sygdommen tæt på i sin allernærmeste familie. ”Jeg har valgt at være indsamlingsleder i Hadsund i forbindelse med Scleroseindsamlingen, fordi jeg selv har sclerose meget tæt på livet, da min far lever med sclerose, og tidligere min farmor. Det at gøre en ekstra indsats for forskningen i sclerose betyder meget for mig, og det er vigtigt, at der forskes i lige netop denne sygdom, da den endnu ikke kan helbredes.”, fortæller Laura Svendsen.
|