Jævnbyrdig forårspremiere endte uden scoringer

Hobro
Søndag 10. februar 2019 kl. 15:08

Jævnbyrdig forårspremiere endte uden scoringer
Foto: Dannie Rosenkrantz


Forårspremieren mod AC Horsens blev en målløs og jævnbyrdig affære.
.
AF DANIEL LINDEMANN JAKOBSEN

Allan Kuhns tropper var tæt på at tage sejren til sidst, men Pål Kirkevold fik uheldigt blokeret en hovedstødsafslutning fra holdkammeraten Emmanuel Sabbi inde på mållinjen.

Søndag middag blev der igen spillet Superliga-fodbold på DS Arena, hvor Hobro IK tog imod AC Horsens i årets første kamp.

Kampens første afslutning kom fra gæsterne, da Michael Lumb flugtede mod mål fra distancen. Bolden endte dog lige i favnen på Jesper Rask.

Første Hobro-mulighed tilfaldt Vito Hammershøy-Mistrati, da han lidt tilfældigt fik en svær afslutningsmulighed. Afslutningen gav heller ikke de store problemer hos Matej Delac i Horsens-buret.

Kort efter fik midtbanespilleren sendt en noget bedre afslutning afsted, men Pål Kirkevold stod lige i skudlinjen og kunne ikke nå at flytte sig, hvorfor han uheldigvis fik blokeret afslutningen fra sin medspiller.
Få minutter senere var Michael Lumb helt blank i Hobro-feltet, men forsvarsspilleren fra AC Horsens sparkede bolden i sidenettet.

Boldomgangen var generelt fin fra Allan Kuhns tropper, men skarpheden manglede på den sidste tredjedel af banen, hvorfor de helt store chance udeblev.

I den anden ende var gæsterne farlige, når de fik sendt høje bolde ind i feltet. Det resulterede blandt andet i en fin mulighed til Kasper Junker fem minutter før pausefløjt, men her diskede Jesper Rask op med en god refleksredning, hvorefter han fik grebet bolden.

Ingen af mandskaberne evnede at få netmaskerne til at blafre i jævnbyrdig første halvleg, hvorfor stillingen var 0-0 ved pausefløjtet.
Målene udeblev
Anden halvleg forløb meget som den første. Der var masser af dueller og ikke så meget kvalitet på banens sidste tredjedel.

Hobro IK havde to gange optræk til chancer ved hhv. Pål Kirkevold og Emmanuel Sabbi, men begge gange blev der taget et for langt træk, så AC Horsens i stedet kunne erobre bolden.

Midtvejs i anden halvleg fik gæsterne fra Horsens deres største målchance i kampen, da Kasper Junker pludselig var helt alene igennem med Jesper Rask. Horsens-angriberen forsøgte med en afslutning mod fjerneste stolpe, men selvom det var svært at se, fik Jesper Rask snittet bolden, som gik snert forbi stolpen.
Gæsterne truede på en del standardsituationer i de sidste 15-20 minutter, men det var Hobro IK, der var tættest på at snuppe sejren til sidst.

Et langt indkast fra fødselaren Mathias Haarup blev snittet videre af indskiftede Sebastian Grønning. Bagerst i feltet løb Emmanuel Sabbi ind i bolden med panden forrest. Det lignede et sejrsmål til mandskabet fra Mariagerfjord, men Pål Kirkevold havde placeret sig uheldigt inde på mållinjen, hvor han kom til at blokere holdkammeratens hovedstødsafslutning.

I stedet endte kampen uden mål, og dermed måtte de to mandskaber deles om pointene.

Hobro IK spiller igen på lørdag, hvor turen går til FC Nordsjælland.

Kampfakta:
Hobro IK 0-0 AC Horsens (0-0)

Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge – Yaw Amankwah – Rasmus Minor – Mathias Haarup
Emmanuel Sabbi – Martin Mikkelsen - Vito Hammershøy-Mistrati – Jonas Brix-Damborg – Mikkel M.P.
Pål Kirkevold

Udskiftninger:
Ud: Jesper Bøge – Ind: Nicholas Gotfredsen (62. min.)
Ud: Mikkel M.P. – Ind: Sebastian Grønning (84. min.)
Ud: Martin Mikkelsen – Ind: Christian Cappis (87. min.)

Ubenyttede spillere:
Adrian Kappenberger, Danny Olsen, Julian Kristoffersen, Mathies Skjellerup.

Advarsler:
Kasper Junker, AC Horsens (23. min.)
Thomas Kortegaard (47. min.)
Mathias Haarup (82. min.)

Tilskuertal:
1.430

Dommer:
Morten Krogh



© Copyright 2019 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst