Ingen opstarts-bestyrelse til friskole i Skelund |Ikke en friskole i denne omgang i Skelund og Veddum.

Hadsund og omegn
Mandag 17. juni 2019 kl. 22:57

Ingen opstarts-bestyrelse til friskole i Skelund |Ikke en friskole i denne omgang i Skelund og Veddum.
Det lykkedes ikke på mødet mandag aften at få valgt en opstarts-bestyrelse


Mandag aften var der indkaldt til stiftende generalforsamling for Kirsebæregnens friskole i Skelund...
.
Af Klaus Hansen

Der blev mandag aften den 17. juni 2019 afholdt stiftende generalforsamling for Kirsebæregnens friskole kl. 19.00 Skelund Midtpunkt.

35-40 fremmødte startede mødet med at vælge Jan Thøgersen til dirigent og Ida Johnson som referent. Herefter aflagde initiativgruppen sin beretning.

Thit Asmussen fra initiativgruppen læste beretningen og historik op indtil nu.

Da jungletrommerne lød for gud ved hvilken gang, at den lokale afdeling af Havbakkeskolen skulle lukkes, samledes en flok ildsjæle, der ville arbejde på at bevare skolemulighed i Skelund/Veddum området.

Da beslutningen om at lukke Skelundafdelingen blev sendt i høring i december 2018, var fristen for at melde en friskole med opstart i august 2019 langt overskredet. Det gav nye udfordringer, da forældre til børn, der allerede gik i skole eller skulle starte i august 2019 pludselig stod uden skole i et helt år. Det er en udfordring vi fortsat bokser med.

Vi har i det seneste års tid afholdt og deltaget i flere borgermøder, samt været på bazar for at fortælle om friskoleplanerne og indsamle forhåndstilkendegivelser på kommende skoleelever. Vi er endt med knapt 30 tilkendegivelser, hvoraf størstedelen er nuværende børnehavebørn.

Vi skrev en anmodning om udsættelse af lukning af skolen i Skelund til 2020 til Mariagerfjord Kommune, som desværre ikke var nok. Der blev ellers slået på hvordan en friskole faktisk kunne hjælpe på problemerne med at de skal køre med 1,5 klasse osv. (altså en lærer til 1,5 klasser), at vi på det tidspunkt havde forhåndstilkendegivelser fra en del familier i området.

Vi indbød kommunen til et samarbejde, de desværre ikke var interesserede i, hvilket naturligvis gjorde vores arbejde mere udfordrende. I februar 2019 tog vi til byrådsmøde for at vise hvor vigtigt det var for os, at beslutningen blev udskudt.

Desværre havde det ikke den ønskede effekt. Vi har hele tiden haft rigtig god rådgivning fra Friskoleforeningen, der har hjulpet med ideer og tanker, samt regler på området.

Siden er friskolen blevet anmeldt med start august 2020, vedtægter er blevet formuleret og bliver gennemgået her i aften.

Nu er tiden så kommet til at skulle vælge en rigtig bestyrelse. Det vi har valgt at kalde en opstartsbestyrelse.

Herefter skulle der foretages valg af medlemmer til Oprettelsesbestyrelse, min. 5 personer

Thit beskriver opstartsbestyrelsesarbejde.

Der var kun to, der ønskede at stille op til bestyrelsen.
Der blev derfor ikke valgt en opstartsbestyrelse, og arbejdet for initiativgruppen stopper.

Det betyder, at der ikke er godkendelse af vedtægter – og derfor bliver der ikke en friskole denne omgang i Skelund og Veddum.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.