Indlagte børn inviteres til coronavenlig fastelavnsfest

Mariagerfjord og omegn
Lørdag 13. februar 2021 kl. 08:00

Indlagte børn inviteres til coronavenlig fastelavnsfest
Foto: Børneulykkesfonden


Af Klaus Hansen

På med heltekostumet:

Indlagte børn på Aalborg Universitetshospital inviteres til fastelavnsfest på hospitalsstuen

På tirsdag d. 16. februar er indlagte børn på Aalborg Universitetshospital inviteret til coronavenlig fastelavnsfest. Sammen med Legeheltene rykker festlighederne indenfor på de enkelte hospitalsstuer, så børnene ikke går glip af fastelavnsfejringen.

Farverige kostumer, tøndeslagning og masser af godter. Det er nok de tre vigtigste ingredienser til en god og hyggelig fastelavnsfest. Men som så mange andre festlige begivenheder i denne tid bliver fastelavn også anderledes i år.

På børneafdelingerne på landets hospitaler er der også tradition for fastelavnsfejring. Her plejer det at foregå i fællesområderne sammen med Legeheltene, der til daglig spreder aktiv leg og bevægelse blandt de indlagte børn. Hos Legeheltene har man dog tænkt i nye baner, så festlighederne for de indlagte børn ikke er helt aflyst.

Tøndeslagning på hospitalsstuerne

På Aalborg Universitetshospital kan den traditionelle tøndeslagning på hospitalernes fællesområder ikke lade sig gøre på grund af coronasituationen, og derfor rykker festlighederne indenfor på de enkelte stuer, hvor Legeheltene kommer forbi til fastelavnsfest. I stedet for en almindelig tønde afholdes fastelavn i år med ”ballon-tønde” på de enkelte stuer inklusive guf, pynt og flot udklædning: heltekapper til hele familien.

”Fastelavn er en af de begivenheder, vi altid glæder os til at fejre sammen med børnene på landets hospitaler. Derfor er vi også glade for, at fastelavnsfesten kan gennemføres på en ny måde på trods af omstændighederne. Lidt fastelavnsfejring kan give børn og forældre et afbræk fra en hverdag, hvor sygdom fylder meget,” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden, som driver Legeheltene.

I ugerne op til fastelavn har danskerne haft mulighed for at donere deres fastelavnsboller til Legeheltenes arbejde på hospitalerne. Det er blandt andet bidragene fra denne indsamling, der gør det muligt at afholde fastelavnsfest for de indlagte børn.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.