Ikke engang overraskelserne kan overraske mig, siger Martin Mikkelsen

Hobro
Torsdag 19. april 2018 kl. 16:00

Ikke engang overraskelserne kan overraske mig, siger Martin Mikkelsen
Martin Mikkelsen vil som klummeskribent på Fjordavisen.nu berige læserne med hudløse ærlige indlæg om hans oplevelser på og uden for banen


Hvis der er noget, vi har lært af de seneste uger, så er det, at fodbold er en forunderlig sport...
.
Af Klummeskribent Martin Mikkelsen superligaspiller Hobro IK

Jeg har beskæftiget mig intensivt med fodbold fra alle mulige hylder i rigtig mange år og har set usandsynligt mange fodboldkampe, og engang i mellem bilder jeg mig selv ind, at har jeg set det hele.

At ikke engang overraskelserne kan overraske mig. Jeg må dog heldigvis konstatere, at der alene i den forgangne uge har været op til flere gange, hvor jeg både har tabt kæben og er blevet taget noget så grusomt ved næsen.

Først slog AS Roma selveste Barcelona 3-0 i en kamp, hvor det eneste Barcelona ikke måtte, var at tabe 3-0. Siden vandt 1. divisions pt. syvendebedste hold, FC Fredericia, over AaB i pokalturneringens kvartfinale efter at have ført 3-0 ved pausen. Slutteligt måtte Juventus godt nok se sig slået til sidst af Ronaldo og Real Madrid, men hvem havde regnet med, at måltavlen ville vise 0-3 i Juventus’ favør midt i 2. halvleg efter den fodboldlektion de fik på hjemmebane bare en uge forinden? Ikke mig, i hvertfald. Ikke engang i min vildeste fantasi.



Som fodboldfagmænd og fodboldinteresserede forsøger vi hele tiden at dygtiggøre os og blive klogere på spillet, men paradoksalt nok er det netop, når vi bliver overraskede, at vi elsker sporten allermest. De seneste uger i Hobro IK har også budt på lidt af hvert. Vi startede det famøse puljespil med en hjemmekamp mod AGF, hvor vi ellers efter en rigtig god 1. halvleg desværre måtte se os slået 1-3. AGFs svenske kreatør, Tobias Sana, virker til at have det ualmindeligt godt mod Hobro IK.

Han har lavet fire mål imod os i de seneste to indbyrdes opgør, hvoraf to af dem har været rene perler. Det er svært at gardere sig imod. Kampen mod AGF var dog ikke ren elendighed. Kampen bød nemlig også på et pragtmål af Emmanuel Sabbi. Han er en spiller med nogle helt specielle evner. Hans atletisme, driblevner og ekstreme hurtighed kan ændre en fodboldkamp på et splitsekund. Han er hårdtarbejdende, ydmyg og instinktiv forudseende, hvilket bl.a. betyder, at han er god til at opsnuse chancer i feltet. Ligeså imponerende er det, at han er ambidekstral, hvilket betyder, at han sparker stort set lige godt med begge ben. Hold øje med ham.

Efter nederlaget mod AGF havde vi pludselig kniven for struben i udekampen mod Helsingør, som på det tidspunkt var et svært hold at rende ind i. De havde intet at tabe og kom med både selvtillid og momentum efter at have fået syv point i deres seneste tre kampe. Desuden var banen helt umulig at spille fodbold på, så intet var givet på forhånd.

Jeg så et modent og parat Hobro hold, der satte sig på kampen i 1. halvleg og var klart bedst. Ingen frygt, ingen alibi, men gode præstationer over hele linjen. Vi fik dog ikke scoret, og i slutningen af halvlegen blev Frans Putros præsenteret for sit andet gule kort og vi måtte spille resten af kampen færdig i undertal. Hvor kalkuleret det var, skal jeg ikke kunne sige, men det viste sig faktisk at være lidt af en genistreg fra Frans’ side.

Vi trak os tilbage, Helsingør kom frem, og vi straffede dem på kontra til sidst. Fantastisk og forløsende sejr for os. Efter Helsingør kampen bød kampprogrammet på et afbræk fra Superligaen, idet vi tog imod FC Midtjylland på DS Arena i kvartfinalen i pokalturneringen. Jeg løb selv rundt midt i det, og det var primært det, vi foretog os. At løbe. Fodbold spillede vi ikke meget af. Vi var oppe mod overmagten. Vi blokerede, tacklede i sidste øjeblik og stod heroisk imod på alle deres farlige dødbolde, men vi kunne slet ikke finde roen på bolden.

Vi var usikre og stressede. Vi manglede mod - ikke til at ofre os - men til at risikere noget. Klassiske symptomer på manglende selvtillid. Kontrasten var tydelig, da Edgar Babayan kom på banen. Han struttede af selvtillid og truede FCM fra første minut og lagde flot op til det udlignende mål. Fodbold er, som bekendt, et forunderligt spil; vi var klart andenbedst hele kampen igennem, men alligevel var det fuldstændig lige efter 112 minutter mod Danmarks pt. bedste hold.

Minuttet efter stod der så alligevel 1-2, og vores pokaleventyr sluttede med trætte ben og en tom fornemmelse i kroppen.


Heldigvis var der ikke tid til at gå og surmule, idet Silkeborg ventede allerede fire dage efter i en ret så vigtig kamp.

Sejren i Helsingør og Silkeborgs dårlige resultater i puljespillet havde givet os en vaskeægte matchbold. En sejr ville nemlig betyde, at vi ville være sikret en sæson mere i Superligaen.

En forårsfinale, nærmest. Det klinger velkendt. Det er da heller ikke mere end et lille år siden, at vi bød Vendsyssel op til dans i en historisk finale i 1. division. I den kamp viste vi os overlegne udi kunsten ‘spændingsniveau’, idet vi var i kontrol stort set hele kampen og kørte en kæmpe 1-0 sejr i hus. Jeg så en lignende præstation mod Silkeborg. Vi var bedst og i noget nær fuld kontrol hele kampen. Vi blev snydt på det skammeligste i 2. halvleg, da Vito lagde en sukkerbold ind til Lange, som scorede til 2-0.

Det mål havde ganske givet punkteret kampen og givet et mere retvisende billede af styrkeforholdet den dag. Silkeborg var tæt på at udligne til sidst, men det virkede poetisk retfærdigt, at det ikke lykkedes. Hobro IK er også superligahold i 18/19 sæsonen.

Hvor er det dog kæmpe stort!



© Copyright 2019 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst