If tilbyder ansatte at udskifte helligdage for at kunne fejre egne traditioner

Danmarkidag
Tirsdag 26. marts 2024 kl. 11:00

If tilbyder ansatte at udskifte helligdage for at kunne fejre egne traditioner
Som led i det løbende arbejde for at skabe et inkluderende og respektfuldt arbejdsmiljø tilbyder If, at medarbejdere kan arbejde på udvalge helligdage og i stedet holde fri på datoer, som passer til medarbejderens kulturelle eller religiøse overbevisning. (Foto: If)


Mens de fleste arbejdspladser i finanssektoren har lukket ned i påsken, er der folk på arbejde hos Nordens største forsikringsselskab. Med et nyt initiativ og en ekstraordinær godkendelse fra lokale fagforeninger tilbyder If, at medarbejderne kan erstatte udvalgte helligdage med en dato, der er mere i overensstemmelse med medarbejderens individuelle kulturelle eller religiøse overbevisning. Langfredag og 2. påskedag er to af de mulige helligdage.

Ikke blot i Danmark, men også i Norge, Sverige og Finland er der If-ansatte på arbejde Langfredag og 2. påskedag. Forsikringsselskabet har på nordisk plan introduceret muligheden for, at medarbejdere kan tilpasse deres arbejdsplaner til deres religiøse eller kulturelle overbevisninger.

If forklarer tiltaget som en del af de løbende bestræbelser på at skabe et inkluderende og respektfuldt arbejdsmiljø for alle.

”I stedet for at forvente, at alle medarbejdere arbejder på traditionelle helligdage, har vi besluttet at forfølge en mere fleksibel tilgang. Det indebærer, at medarbejderne har mulighed for at vælge at arbejde på udvalgte helligdage og i stedet tage fridage på dage, der er mere i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning”, forklarer Judy Husen, der som Employer Relation Specialist i If har deltaget med dansk input i den nordiske beslutning.

Med tiltaget håber If at give medarbejderne den nødvendige fleksibilitet til at fejre og hellige sig deres religiøse og kulturelle traditioner og få det tilpasset deres arbejdsrelaterede forpligtelser.

”Det er vigtigt for os at anerkende og respektere mangfoldigheden blandt vores medarbejdere og sikre, at alle føler sig inkluderet og værdsat. Mange helligdage er relateret til kirkeåret i det land, vi arbejder i, men If er en multikulturel organisation, og derfor begrænser helligdagene potentielt lige muligheder for medarbejderne til at fejre de helligdage, der er centrale i deres kultur og tro. Retten til at fejre sine egne traditioner og højtider er vigtig for at fremme en inkluderende arbejdskultur”, fastslår Judy Husen.

Opbakning fra fagforeningerne
Arbejdet med at få godkendt beslutningen ud fra både forretningsmæssige og juridiske perspektiver, fandt sted i 2023 og indebar også forhandlinger om lokalaftaler med fagforeningerne, forklarer Judy Husen.

”Fagforeningerne støttede fra starten initiativet om at erstatte helligdage med andre datoer. Vi oplevede, at der blev sat stor pris på kulturen i If, som respekterer forskellige livsværdier og et ligeværdigt arbejdsliv”.

If tester det nye initiativ med at bytte helligdage i hele 2024 og indsamle viden og erfaring i organisationen.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.