Hvorfor denne polarisering af debatten om naturnationalparkerne?

Debat
Tirsdag 7. december 2021 kl. 17:00

Hvorfor denne polarisering af debatten om naturnationalparkerne?
Foto: Arkiv


Af Henrik Grøn, Friluftsnetværk Rold Skov

Hvorfor denne polarisering af debatten om naturnationalparkerne?

De lokale afdelinger af DOF (Dansk Ornitologisk Forenning) og DN (Danmarks Naturfredningsforening) siger Ja tak til naturnationalparken i Rold Skov, kan vi læse af de tre lokalformænds læserbrev d. 05.12.21 i Fjordavisen.

Ethvert andet budskab fra den kant havde også været en nyhed der fortjente mere omtale end et læserbrev, når man tænker på den centrale rolle deres landsorganisationer har spillet i hele ideen om at omlægge den statslige natur til parker.

De herrer Kristensen, Edlund og Langeland kommer med en lang forklaring om hvorfor naturnationalparkerne er en nødvendighed for naturen. Og vi kan ikke vurdere om de har ret. For de ved ganske givet noget om naturen, biodiversitet og fugle. Her er vi lægmænd. Så vi har intet belæg for at betvivle deres viden på de områder.

Der hvor kæden derimod hopper af for skribenterne, er når de også begynder at belære os om hvilke fortræffelige forhold friluftslivet vil få i en naturnationalpark. Vi forstår godt hvor deres forherligelse af forholdene kommer fra. For det er næsten ordret en gentagelse af de fraser og forsimplinger vi har hørt fra miljøministeren igen og igen gennem snart et år nu. Men gentagelser gør ikke en fejlslutninger korrekte.

Et samlet frilufts- og foreningslivs landsorganisationer, Friluftsrådet, DIF, DGI, DCU, DOF(orienteringsforbundet) og Dansk Rideforbund, har via den nationale interessentgruppe nu gennem mange måneder forsøgt at forklare miljøministeren at det vil få omfattende negative konsekvenser for frilufts- og foreningslivet, hvis man udpeger bynære skove med et eksisterende stort og varieret frilufts- og foreningsliv til naturnationalparker. De fraråder det faktisk samstemmende. Og det redes ikke af 5 mill. til udsigtstårne og parkeringspladser.

Alt dette ved Kristensen, Edlund og Langeland naturligvis godt, for deres hovedorganisationer sidder i præcis samme interessentgruppe, så det kan ikke være ukendt for dem. Alligevel føler de et behov for, at prøve at sælge en anden virkelighed til lokalbefolkningen.

Det nærmer sig det groteske, at der så henvises til cykling i Rebild Bakker og Rise Skov, når det på første lokalitet er strengt forbudt, og på den anden er et udtalt ønske fra netop DOF’s lokalafdeling, i deres forslag til forvaltningsplanen, at al cykling forbydes i direkte modstrid med naturbeskyttelsesloven.

I sidste ende er debatten om naturnationalparkerne et spørgsmål om hvorvidt man tror på at der kan findes løsninger der der kan rumme flere end ét snævert hensyn. Det mener vi godt man kan. Men en kvalificeret debat kræver at vi har respekt for hinandens faglighed.

Den respekt for et samlet frilufts- og foreningslivs organisationer, er fuldstændigt fraværende i DN og DOF’s læserbrev, og det er ikke særligt klædeligt.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.