Hvad er Påske | SkærtorsdagHadsund og omegnTorsdag 1. april 2021 kl. 10:00
Mange familier har traditioner, som de forbinder med påske; børnene skal have påskeæg, der skal skrives gækkebreve og bordet skal pyntes med små gule påskekyllinger. Men hvad er Påske? På Fordavisen.nu har vi spurgt 6 præster, hvad påske er for dem. Denne klumme er skrevet af Sognepræst i Skelund og Visborg, Peter Grove Biblen har præget vores sprog på mangfoldige måder. Tag blot fortællingerne om Judas. Vi kan kalde en forræder for en judas. Judaspenge er blodpenge opkaldt efter sølvpengene, Judas fik for at forråde Jesus. Og det kys, han forrådte ham med – kærlighedens udtryk misbrugt til dens modsætning – er blevet til udtrykket et judaskys. I evangelierne mærker man gruen over, hvad Judas gjorde. Allerede her kommer det også til en dæmonisering. Det tilføjes, at han tog penge af kassen og var uden tro, ja, en djævel. Dæmoniseringen fortsætter gennem århundrederne, hvor Judas kommer til at stå for de værste fordomme om jøden: den upålidelige, hykleren, pengepugeren, skyldig i alverdens dårligdomme. Alt det har ikke meget med den virkelige Judas at gøre og heller ikke med kristendommen, der ikke er noget egnet middel til sådan at skyde skylden på andre og udpege syndebukke. Det fremgår også af evangeliet til skærtorsdag. Det viser, at Judas ikke er den undtagelse, som dæmoniseringen gør ham til. Da Jesus forudsiger, at en af disciplene vil forråde ham, udbryder de som med én mund: ”Det er vel ikke mig?” De føler sig alle ramt. Med rette, for som begivenhedernes videre gang viser, svigter de hver og én. Meningen er desuden, at vi skal føle os truffet, for kender vi ikke også til svigt og skyld fra os selv? Men er Judas så ikke en undtagelse med hensyn det andet, skærtorsdags evangelium handler om, nemlig nadveren? Er han ikke udelukket fra den og syndernes forladelse, der – som Jesus siger – gælder ”for mange”, dvs. alle? Nej, Judas er med ved nadveren. Han er altså inkluderet. Ja, tilgivelsen gælder netop for ham. Derfor kan vi være sikre på, at den også gælder for os. Fælles skyld og tilgivelse for alle – det er også en måde at sige på, hvad påsken med langfredag og påskedag handler om.
|