Hvad er Påske | PalmesøndagHadsund og omegnSøndag 28. marts 2021 kl. 10:00
Gækkebreve, påskeferie og påskeliljer. Det er sikkert noget mange forbinder med Påske og helligdagene; Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag, Påskedag og 2. Påskedag. Mange familier har traditioner, som de forbinder med påske; børnene skal have påskeæg, der skal skrives gækkebreve og bordet skal pyntes med små gule påskekyllinger. Men hvad er Påske? På Fordavisen.nu har vi spurgt 6 præster, hvad påske er for dem. Denne klumme er skrevet af Provst Carsten Bøgh Pedersen fra Hadsund Provsti. Af Provst Carsten Bøgh Pedersen Påskeblomst! Hvor blev du af i år? Hvis nogen påstår at have store gule påskeliljer i haven nu, må det være en aprilsnar! Marts kaldes traditionelt den første forårsmåned, men forår blev det ikke rigtig i marts, og dermed ingen gule påskeliljer i haven. Påskedag er jo fastlagt således, at den falder på den 1. søndag efter den 1. fuldmåne efter forårsjævndøgn. Derfor kan påsken falde på vidt forskellige datoer i marts eller i april. Det kan være forår med varme og blomster på marken, eller det kan være sne og kulde, som præger den største højtid i kristendommen – i år lover DMI ganske vist godt vejr i påsken, men foråret kom for sent til store gule påskeliljer i haven. Påskeliljer har jo kunne købes længe, men det er dem i haven, jeg vil savne i år! Påskeliljen er for mig et sikkert tegn på forår og påske. "Under vinterstorm og regn/ sprang du frem i golde egn", skriver Grundtvig i salmen "Påskeblomst! hvad vil du her?". Salmen er en del af et langt digt og skuespil, Grundtvig skrev i 1817 kaldet "Paaske-Lilien" - et skuespil, der skildrer Jesu opstandelse, som den opleves af nogle opdigtede tilskuere ude ved graven før, under og efter opstandelsen. På Grundtvigs tid var påskeblomsten dog ikke vor tids elegante påskelilje, men en "bondeblomst fra landsbyhave uden duft og pragt og skær!" Det er denne ikke særligt værdsatte blomst, Grundtvig gør til symbolet på Jesu opstandelse og det kristne opstandelseshåb. Ligesom i dag var de dødes opstandelse også på Grundtvigs tid noget, ”de lærde” fornægtede af forstandsmæssige grunde. Men ved at digte Paulus' ord fra 1. Korinterbrev, kap. 15 ind i salmen, fortæller Grundtvig sin samtid, hvad han mente om folks fornægtelse af opstandelsen: "Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro også tom”. Sådan skriver Paulus i brevet, og Grundtvig gendigter det til: ”Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde, glemmes skal vi under muld”. Lige fra den historiske påskemorgen og frem til i dag har proklamationen af Jesu fysiske opstandelse og dermed også vores opstandelse været anfægtet. Det kan jeg sagtens forstå, for al menneskelig fornuft og erfaring fortæller os jo, at når man er død, så er man død. Alligevel lever proklamationen af opstandelsen stadigvæk her næsten 2000 år efter, og det faktum er jo næsten lige så mirakuløst som selve opstandelsen. Opstandelsen er nyskabelsens evige liv, skriver Paulus. I opstandelsen er mennesket både sig selv og dog noget helt nyt, som ikke kan defineres og forstås i vores kendte kategorier. Det er da også Paulus` argumentation, der ligger bag Den apostolske Trosbekendelses kontante ordlyd: ”Vi tror på kødets opstandelse”. Paulus hævder altså, at opstandelsen er noget ganske konkret, selvom det ligger uden for vores logik at forstå det fuldt ud. Paulus sætter det kristne opstandelseshåb i modsætning til det oldgræske menneskesyn, hvor den forgængelige krop opfattes som et ”fængsel” for den evige sjæl – og dermed også et opgør med de reinkarnationstanker, vi i dag møder i al religiøsitet, der har baggrund i hinduisme og buddhisme. Håbet om opstandelsen fastholder os i opfattelsen af menneskelivets særegenhed og værdi, og håbet giver engagement i det nuværende liv. For håb gør nemlig noget ved os mennesker, og tager du håbet fra et menneske, tager du alt fra det. Håbet er en kraftkilde, der holder os i gang med at leve fremadrettet med morgendagen for øje, så livet ikke blot bliver et goldt og egoistisk ”carpe diem” trip. Det er kommet på mode sådan lidt smartfyragtig at bekende sin tro på ”et liv før døden” – ja, bekendelsen er ligefrem med i en popsang af Carl Emil Petersen. Jeg tror da selvfølgelig også på et liv før døden, men – vil jeg understrege – troen på livet før døden, har jeg netop, fordi jeg tror på et liv efter døden! Jeg kan jo bare knibe mig i armen og konstatere, at jeg lever, men at tro på mit liv kræver, at jeg ser en mening med mit liv – at jeg ikke bare lever for min egen skyld, men at mit liv har en retning og et formål. Tror jeg på livet før døden, må jeg tænke i helheder og leve i dag, så jeg også har noget at leve for i morgen, og her vil jeg ikke undvære håbet og troen på opstandelse til livet efter døden. Glædelig påske!
|