Hvad er Påske | 2. PåskedagHobro og omegnMandag 5. april 2021 kl. 10:00
Hvad er Påske | 2. Påskedag Gækkebreve, påskeferie og påskeliljer. Det er sikkert noget mange forbinder med Påske og helligdagene; Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag, Påskedag og 2. Påskedag. Mange familier har traditioner, som de forbinder med påske; børnene skal have påskeæg, der skal skrives gækkebreve og bordet skal pyntes med små gule påskekyllinger. Men hvad er Påske? På Fjordavisen.nu har vi spurgt 6 præster, hvad påske er for dem. Denne klumme er skrevet af Provst Jørgen Pontoppidan. Hvad er påske?” spurgte intervieweren i en af de sædvanlige TV-rundspørger op til påske. Han fik de svar, som han gik efter, og som man kunne vente: ”Påske, det er påskelam, påskemiddag, påskebryg, påskefrokost, påskeæg, påskekyllinger, påskeharer, påskeferie” – og så videre i den dur. Og det er det jo – også i præstegården i Hvornum. Men det er også en kirkelig højtid – en højtid der rummer håb og glæde – rummer en ny begyndelse. Langfredag henrettes Jesus på et kors og bliver lagt i en gravhule spærret af en stor sten. Vi kender også til sten i vores tilværelse. Ting der tærer på vores livsglæde. Det være sig sygdom, død, stress, corona restriktioner, frygt, familiemæssige uoverensstemmelser og meget andet. I påskeevangeliet hører vi om kvinderne, der tidligt om morgenen begiver sig ud til graven for at salve Jesu legeme. Disciplene sad hjemme bag lukkede døre af frygt for at det skulle gå dem, som det var gået Jesus. Kvinder drøfter på vej derud hvem de skal få til at vælte stenen fra indgangen til graven. For den var meget stor, står der. Men da de kommer derud, opdager de, at stenen er væltet fra, og de får af en engel det budskab, at ham I søger efter er ikke her – han er opstået – og siger englen til kvinderne: gå hen og sig til hans disciple, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I se ham. Galilæa – der var der de kom fra. Det budskab lyder også til os i dag. Han vil møde os i vores dagligdag. Han går i forvejen for os til Hadsund, Øster Hurup, Mariager, Arden, Hobro, Hvornum, Snæbum, Hvilsom eller hvor vi nu bor – til dit og mit Galilæa – til den verden og den hverdag, som vi kender og hører hjemme i. Så er da vores plads ikke bag de lukkede døre, hvor man kredser om egen elendighed. Nej, livet kalder - også på dig. Det er påskens glade budskab – i dag og alle dage For Kristus er opstanden. Glædelig påske
|