Hvad er Kristi Himmelfart?Mariagerfjord/Rebild og omegnOnsdag 29. maj 2019 kl. 14:00 Torsdag er det Kristi Himmelfartsdag, og det giver arbejdsfri til en masse mennesker. . Af Helle Schiønning Men hvad handler den egentlig om...Kristi Himmelfartsdag? Folkekirken.dk forklarer det således: Kristi himmelfartsdag falder 40 dage efter påske og ti dage før pinse. Den ligger altså altid på en torsdag, tidligst 30. april og senest 3. juni. Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus steg til himmels 40 dage efter sin opstandelse. Jesus forlader Jorden som menneske Kristi himmelfart markerer på den måde afslutningen på Jesus' liv på jorden. Kirken fejrer altså ikke kun, at Guds søn kom til Jorden, men også at han forlod den igen efter opstandelsen. Det lyder måske som en mærkelig begivenhed at fejre. Men Gud måtte forlade Jorden som menneske, for at han kunne vende tilbage som Helligånd i pinsen. Afslutningen Himmelfarten markerer ikke blot afslutningen på historien om Jesus' liv på jorden. Den sætter samtidig begyndelsen på en ny: Helligånden, som kommer i pinsen og forener de Kristus-troende i kirken. Begyndelsen på kirkens historie Kristi himmelfart er dermed et vendepunkt i evangeliernes fortælling om Jesus som Guds søn, ligesom julen er det. Længe før kirken begyndte at fejre Jesus' fødsel, har den fejret hans himmelfart. For med afslutningen på Jesus' liv på jorden, kunne historien om fællesskabet af troende, kirken begynde.
|