Hvad betyder betegnelsen WLTP i bilernes verden

Biler og Fritid
Fredag 12. april 2024 kl. 20:00

Hvad betyder betegnelsen WLTP i bilernes verden
WLTP viser et, men faktisk viser din kørsel noget helt andet. Arkivfoto: Palle Sund


Biler og Fritid: Palle Sund

En forkortelse af: Worldwide Harmonised Light Vehicle Test Procedure. Den nye betegnelse for, hvor meget din bil kører på literen. Er gældende for personbiler fra 1. september 2018 og alle nye varebiler fra 1. september 2019.

Den nye test – WLTP – er udviklet under FN og EU og er ligesom NEDC en laboratorietest, men den omfatter altså mere realistiske testforhold og afspejler mere virkelighedstro kørselsadfærd med længere testdistancer, mere dynamiske accelerationer og opbremsninger. Alt sammen for at sikre en bedre sammenhæng mellem resultaterne fra den standardiserede laboratorietest og bilens reelle brændstofforbrug ved kørsel på almindelig vej.

For at sikre, at du som forbruger kan sammenligne forskellige mærker og bilmodeller, er det nødvendigt at testen gennemføres under standardiserede forhold i et laboratorium. Derudover bliver bilerne testet på almindelig offentlig vej, så laboratorietesten også suppleres med ’virkelighedstro’ forhold – denne del af testen kaldes Real Drive Emission (RDE). Ved RDE-testen måles det, om bilens skadelige emissioner holder sig inden for visse grænser sammenlignet med resultatet opnået i laboratoriet.

Indførelsen af WLTP betyder, at testen vil føre til et højere brændstofforbrug end ved NEDC for samme bil. De foreløbige resultater viser en forskel på gennemsnitligt mere end 20 procent. F.eks. kan en bil testet efter den gamle NEDC-metode have et brændstofforbrugstal på 26 km/l, mens en bil, der er nøjagtig mage til, men godkendt efter den nye WLTP-test, have et brændstofforbrugstal på f.eks. 21 km/l.

Elbilen
WLTP måler rækkevidden af en bil, der kører med en gennemsnitshastighed på 46,5 km/t i sommertemperaturer på et batteri, fra den er 100% ladet, til der er 0% tilbage.

Derfor bliver mange elbilejere noget forskrækket når de opdager, at bilen slet ikke kører så langt på en opladning som WLTP målingen viser.
Kilde: De Danske Bilimportører og WLTP.dk

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.