Høstfest på Havnø Mølle i æblets tegn

MariagerfjordVisborg
Tirsdag 16. september 2014 kl. 08:08

Høstfest på Havnø Mølle i æblets tegn

.
Søndag den 21. september byder Havnø Mølles Venner, Møllehistorisk Samling og Visborg kirke til høstfest på Havnø Mølle. Kl. 10 lægger sognepræsterne Mette Tved Hansen og Marie Petersen ud med en høstgudstjeneste. Det er en tradition, der blev grundlagt sidste år, hvor alle nød fællesskabet under andagten tæt på naturen. Belært af erfaringerne fra sidste år, vil der blive opstillet et lidt større telt, så der skulle kunne blive en plads til alle.
Efter gudstjenesten sættes møllen i gang, hvis der er vind til det. Det er planen at male både hvede og rug. Møllelaugets medlemmer fortæller gerne om den gamle mølle, som nu har været museumsmølle i 20 år.
Høst er også frugthøst, og høstfesten vil igen i år stå i æblets tegn. Der bliver masser af aktiviteter for børn – små konkurrencer, som ”æbleløb”, ”bide til æble” og at fiske et æble op af en balje vand med munden. Og så skal vi naturligvis også lave æblemost af nedfaldsæbler, og man er meget velkommen til selv at medbringe æbler og tomme flasker. Børn og barnlige sjæle kan også prøve at bage pandekager af møllens eget mel.
Den musikalske underholdning står Duo Ajstrup for, og i kaffeteltet kan der som sædvanligt købes kaffe og te med hjemmebag af møllen eget mel.
I anledning af, at det nu er 20 år siden godsejer Carl Lüttichau forærede den dengang nedrivningstruede mølle til museumsformål er der gratis adgang til møllen.
Høstfesten markerer altid afslutningen på en sæson. Sæson 2014 blev en af det bedste af slagsen. En meget solrig og lidt blæsende sommer har betydet, at møllen har kunnet køre stort set hver onsdag, og det er resulteret i et besøgstal, der ligger pænt over sidste års. Flertallet af besøgende på møllen på de almindelige åbnings-onsdage er turister, og rigtig mange af dem udlændinge. Vi har i år haft gæster så langt væk fra som Florida og New Zealand, og vi har set mange tyskere og hollændere på møllen. Også spaniere, ungarer og tjekkere har dog lagt vejen forbi. På en normal onsdag eftermiddag har møllen ca. 30 gæster. Mange har madpakken med og nyder udsigten og Havnøs smukke natur efter besøget i møllen. Møllelauget nød dog nok allerhelst den dag, hvor glade barnestemmer genlød overalt på Havnø, og vi havde besøg af alle 4-klasseseleverne fra Hadsund skole.
Afslutningen af sæsonen er ikke afslutning af møllelaugets arbejde. Hele vinteren sørger de frivillige møllepassere for, at vingerne bliver drejet regelmæssigt, så de ikke bliver sidetunge, og møllen tilses og vendes i tilfælde af stormvarsler. De frivillige bliver aldrig arbejdsløse, for der er hele tiden noget, som skal ordnes omkring ”den gamle dame”.

© Copyright 2023 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.