Hobro øger sit momentum som studiebyHobro og omegnSøndag 21. marts 2021 kl. 14:00
Af Klaus Hansen Hobro øger sit momentum som studieby Hobros eneste videregående uddannelsesinstitution fik ved kvote 2-fristen kl. 12 i dag 76 procent flere førsteprioritets-ansøgninger end sidste år I dag kl. 12 er der frist til at søge ind på videregående uddannelser gennem kvote 2. En af dem, som har søgt ind på det lokale studie i Hobro, er Markus Iversen. - Jeg har prøvet at leve af en drøm. Men nu vil jeg gerne fokusere på studiet, så jeg kan komme godt ud i erhvervslivet og få en karriere der, for det synes jeg er spændende, fortæller Markus Iversen, der de seneste tre år har levet af fodbolden som målmand for henholdsvis AaB og Thisted. Nu håber han i stedet fremtiden vil byde på et liv som handelsøkonomstuderende i Hobro. Og det er han bestemt ikke den eneste, der gerne vil. Finansøkonom årets højdespringer Faktisk har 76 procent flere end sidste år søgt ind på Erhvervsakademi Danias tre videregående uddannelser i byen. Uddannelser er til finansøkonom, handelsøkonom og logistikøkonom. Det skaber glæde hos campuschef Jens Peter Dahlgaard, der ligesom de studerende har været hjemsendt siden december pga. corona. - Jeg er meget glad for, at så mange vil læse hos os. Det viser tydeligt, vi har en berettigelse i det område vi ligger i, og at Hobro er en studieby centralt i Jylland, fortæller Jens Peter Dahlgaard glad. Relevans, nærhed og jobs Jens Peter Dahlgaard peger selv på høj beskæftigelse, nærhed og relevans i undervisningen som nøglen til stedets succes. - Når vi spøger ansøgerne, hvorfor de har valgt os, siger de fleste, det er fordi, vi er gode til at få folk i job efter studiet, hvilket vi også har stort fokus på. Samtidig vægter vi nærhed højt. Vi kender hinanden, og det er vores DNA, forklarer campuschefen og uddyber, at alle undervisere har erfaring med fra erhvervslivet. - Dermed får de studerende at vide, hvorfor de skal lære teorien, og hvad de kan bruge det til, slutter han. Markus Iversen får sammen med alle andre besked på, om han er optaget d. 28. juli. Billedtekst: Markus Iversen vil være handelsøkonom og er blandt ansøgerne til Hobros tre videregående uddannelser på Erhvervsakademi Dania i byen. Foto: Privat.
|