Hobro IK sælger MP til RandersFC

Hobro og omegn
Onsdag 3. august 2022 kl. 10:39

Hobro IK sælger MP til RandersFC
Anfører Mikkel M.P. vil fra i dag tørne ud for RandesFC. Foto: Dannie Rosenkrantz, Hobro IK


Af Klaus Hansen

Hobro IK sælger MP til RandersFC

Hobro IK er blevet enige med Randers FC om et salg af anfører Mikkel Mejlstrup Pedersen. Skiftet sender Mikkel Mejlstrup Pedersen til Randers FC med øjeblikkelig virkning.

Hobro IK har netop solgt Mikkel Mejlstrup Pedersen til Superligaklubben Randers FC, der dermed skifter græsgangene i hjembyen Hobro ud med Randers, efter seks år som seniorspiller i barndomsklubben.

Mikkel M.P., der er vokset op 100 meter fra DS Arena, startede sin fodboldkarriere i Hobro IK som treårig. Herefter blev det til godt 12 år i den gule trøje, inden turen for første gang gik til Randers FC, hvor ’M.P.’ skiftede til som U15-spiller.

På daværende tidspunkt kunne Hobro IK ikke matche den løbestærke midtbanespillers talent, hvorfor det gav god mening for den unge spiller at udvikle sig i Randers FC. Her blev det til fem år, inden Hobro-drengen vendte hjem til Hobro IK i 2016.

Siden da har midtbanespilleren udviklet sig til en nøglefigur i Hobro IK og siden sommeren 2021 har ’M.P.’ været anfører for sin barndomsklub efter han overtog anførerbindet fra Jonas Brix-Damborg. Det er i alt blevet til 174 kampe i den gule trøje med 11 mål til følge og det er derfor en stor skikkelse i Hobro IK, der bliver taget afsked med.

Lars Justesen, teknisk chef i Hobro IK, græder med det ene øje og smiler med det andet:

– Det er med ambivalente følelser at vi sender Mikkel M.P. videre til Randers FC. M.P. har i alle årene været en fantastisk ambassadør for Hobro IK, både på og udenfor banen og det er en stor profil vi siger farvel til. Udover at have været en stærk og solid midtbanespiller for os har M.P. vist sig som en sand leder, der tør gå forrest når tingene spidser til. Selvom det bliver svært at sige farvel til vores anfører er vi samtidig stolte over at vi kan udvikle et ungt talent, der nu skal spille for en top 6 klub i Danmark.

Anfører Mikkel M.P. har altid sat Hobro IK forrest og kæmpet for klubben på trods af svære tider, hvilket nu belønner sig:

– Der har tidligere været bud på M.P., som han selv har afvist, da han ikke ville forlade Hobro IK i en svær tid. M.P. har altid været loyal overfor Hobro IK og derfor har han også fortjent at prøve sig af på et højere niveau, hvorfor vi ikke vil stå i vejen for et skifte.

Hobro IK er også et bedre sted som klub, og derfor giver det nu mening for Mikkel M.P. at skifte til en større adresse:

– Vi er et godt sted som klub, ovenpå et godt forår samt med en god start på denne sæson, så vi føler os derfor godt rustet til at M.P. kan jagte sine drømme. Det er dog stadig med stort vemod, at vi tager afsked med vores anfører. Vi ønsker M.P. alt held og lykke i fremtiden og takker ham for den store indsats i Hobro IK.

Mikkel M.P., der nu forlader sin barndomsklub, sender en stor tak til fansene i Hobro IK:

– Jeg vil bare sige af hjertet tak for seks fantastiske år i førsteholdstruppen i Hobro IK. Jeg kom til klubben første gang for 22 år siden og at jeg har fået muligheden for at repræsentere Hobro IKs førstehold har været en fantastisk oplevelse for mig. Det har været en speciel tid for mig og det har været med stolthed, hver gang jeg har trukket i den gule trøje. Hobro IK vil altid have en stor plads i mit hjerte. Det er min barndomsklub og hjembys klub.

– Jeg vil sige en stor tak til alle mennesker i byen, alle fans og partnere, alle i klubben og ikke mindst på holdet. Det har været en helt fantastisk tid for mig som jeg altid vil huske tilbage på med glæde. Vi ses på DS Arena. Alt held og lykke i fremtiden til Hobro IK.

Den lokale dreng, Mikkel Mejlstrup Pedersen, har taget afsked med holdet og starter op i Randers FC i dag.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.