Henrik Buchhave: Det danske sundhedsvæsen

Debat
Lørdag 24. september 2022 kl. 09:00

Henrik Buchhave: Det danske sundhedsvæsen
Henrik Buchhave er Folketingskandidat for Venstre i Mariagerfjord. Foto: Arkivbillede


Af Henrik Buchhave, Folketingskandidat for Venstre i Mariagerfjord, Medlem af hovedbestyrelsen i Kræftens Bekæmpelse og Formand for bestyrelsen på Hospice Vendsyssel.

Det danske sundhedsvæsen

Det danske sundhedsvæsen mangler personale, og det er stort set i alle faggrupper. Regeringen gik til valg for 4 år siden med et løfte om 1000 sygeplejersker mere, sandheden er at der i perioden er blevet godt 570 sygeplejersker færre.

Jeg tror ikke på de hurtige løfter og løsninger på denne udfordring. Jeg vil som politiker arbejde for at skabe nogle rammer i sundhedssystemet der gør, at personalet kan holde ud at arbejde i det. Og det handler ikke om at love mere i løn, for jeg så ikke strejken blandt sygeplejersker som værende den overvejende lønkamp. Den kamp var et nødråb om, at forholdene i sundhedssystemet med bemanding og tidspres, ganske enkelt er løbet af sporet.

Der er mangel på faguddannet personale, og det tager tid at uddanne, så løsningen skal findes på andre måder. En af løsningerne har været brug af vikarer, men den løsning er en igangsætning af en ond cirkel. Stort behov for vikarer, giver stor tiltrækning af personale der ønsker sig bedre arbejdsforhold, personale der så rejser fra arbejdssteder, der så får et øget behov for vikarer og dermed en dyrere løsning.

Man bliver nødt til at se på arbejdsforholdene, se på om personalet løser relevante opgaver i forhold til deres faggruppe, og i forhold til sundhedssystemet generelt. Jeg forestiller mig ikke, at man læser i x antal år til en sundhedsfaglig uddannelse, for så at bruge tiden bag en skærm, bare for at tage et eksempel. Det kan godt være det kræver en omrokering, og det giver selvfølgelig en risiko for fejl, men ikke at gøre noget er en endnu større fejl.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.