Haverslev-Ravnkilde Skole får skolemælkspenge til klatreprojekt

Rebild og omegn
Torsdag 12. november 2020 kl. 06:00

Haverslev-Ravnkilde Skole får skolemælkspenge til klatreprojekt
Børnene på Haverslev-Ravnkilde Skole kan få motion og øget selvværd i et klatreprojekt, der har fået 4.750 kr. fra Mejeriernes Skolemælkslegat.


Af Klaus Hansen

Ønsket fra Haverslev-Ravnkilde Skole om at købe klatreudstyr og at lave et klatrehold er et af 40 udvalgte projekter, som får midler fra Mejeriernes Skolemælkslegat.

Nu kan børnene på Haverslev-Ravnkilde Skole ved Nørager komme helt til tops. Skolen har nemlig fået 4.750 kr. til klatreudstyr fra Mejeriernes Skolemælkslegat.

”Som ny lærer på skolen har jeg fundet ud af, at gymnastiksalens klatrevæg ikke har været brugt i 20 år. For mig at se kan klatring være med til at give alle elever en ualmindelig oplevelse af succes og overvindelse af frygt. Begge dele øger selvværdet. Derfor vil forsøge at etablere et valghold i klatring og ønsker at købe klatreudstyr,” skriver lærer Karina Pihl Færk i sin ansøgning til Mejeriernes Skolemælkslegat.

Projekter der gør en forskel
Bag legatet står Mejeriernes Skolemælksordning. Det skal fremme sundhed, bevægelse og fællesskab på landets skoler. Til uddelingen af legater i november var der 400 ansøgninger fra 313 skoler.

”Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at lave projekter, som kan gøre en forskel for rigtig mange kunne få. Der var mange andre gode ansøgninger, så vi kan kun opfordre til, at man søger på ny, når vi igen uddeler legatmidler til foråret,” siger Jan Hermansen, leder af Mejeriernes Skolemælksordning.

Forældre donerede 45.000 kr. 
Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen. Ved den nylige uddeling i begyndelsen af november blev der doneret beløb fra 1.500 kr. op til maksimumbeløbet på 5.000 kr. fra en pulje på 145.000 kr.

Heraf kommer 45.000 kr. fra forældre, der ved ændringer af deres abonnementer på skolemælk valgte at donere deres tilgodehavender til Skolemælkslegatet.

”Det er en fantastisk gestus, som tillod os at imødekomme ansøgninger fra flere skoler end vanligt,” siger Jan Hermansen.


© Copyright 2021 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.