Gymnasiet åbner dørene

Hobro og omegn
Lørdag 11. januar 2020 kl. 14:00

Gymnasiet åbner dørene
Årets musical "Wonder". Til orienteringsmødet giver eleverne en lille smagsprøve på forestillingen. Foto: Frederik Østergaard (3.u)


Af Klaus Hansen

Kender du én, der drømmer om en studenterhue? Lørdag d. 18. januar inviterer Mariagerfjord Gymnasium til orienteringsmøde, hvor interesserede kan opleve stemningen på skolen, stille spørgsmål og høre om de mange muligheder.

Hvad skal der ske efter 9. eller 10. klasse? Mulighederne er mange, tvivlen kan være stor, og derfor inviterer Mariagerfjord Gymnasium til orienteringsmøde: Lørdag d. 18. januar kl. 10.30.

Her kan interesserede opleve stemningen på skolen og få et indtryk af, hvordan det er at gå på gymnasiet. For selvom begivenheden finder sted midt i en weekend, bliver skolen fyldt med gymnasieelever, der viser rundt og fortæller om fx studierejser, talentundervisning, elevråd, miljøråd, udvekslingsophold, festudvalg og meget mere. Desuden giver eleverne bag årets musical en smagsprøve på forestillingen ”Wonder”, som snart har premiere.

- Til orienteringsmødet vil vi gerne vise, at gymnasietiden i Hobro er meget mere end en studentereksamen. Vi har et levende og mangfoldigt studiemiljø, hvor eleverne kommer fra hele kommunen og mødes på tværs af klasser, årgange og uddannelser. Der er plads til alle – og plads til både faglig fordybelse, kreative indfald og frivillige aktiviteter efter skoletid, lyder det fra gymnasiets rektor, Søren Urup.

Få en studenterhue efter dit hoved
Til orienteringsmødet vil lærere, ledelsen og vejledere hjælpe med at skabe overblik over gymnasiets uddannelser og mange muligheder. For der er kommet flere på paletten i 2020, hvor Mariagerfjord Gymnasium igen udbyder htx – nu i samarbejde med Erhvervsskolerne Aars.

Uddannelsen starter med et tremåneders grundforløb, hvorefter htx-eleverne kan vælge mellem tre studieretninger: Iværksætteri (Teknologi A og Matematik A), Science (Fysik A og Matematik A) og Kommunikation (Kommunikation & IT A og Samfundsfag B).

Derudover udbyder Mariagerfjord Gymnasium også hf, stx og vhf (visiteret hf), hvor de nye elever kan vælge blandt et bredt udvalg af studieretninger, fagpakker og valgfag.

Uanset om du interesseret i science, sprog, samfundet eller musik, kan du få en studenterhue, der passer til dit hoved. Mulighederne er mange, og jeg forstår godt, hvis det hele kan virke uoverskueligt både for de unge og deres forældre. Derfor vil jeg opfordre til, at man kommer til orienteringsmødet, hvor vi gerne vil vejlede og svare på spørgsmål, siger Søren Urup.

Til orienteringsmødet vil der også være mere information om gymnasiets nye uddannelsestilbud til talentfulde sportsudøvere, der både har ambitioner om at vinde medaljer og at få en studenterhue. Er man forhindret i at deltage i orienteringsmødet, er det muligt at booke et besøg hos en af gymnasiets vejledere på tlf. 98 52 08 55.

Skolestart 2020
I 2020 udbyder Mariagerfjord Gymnasium:
Hf: En toårig gymnasial uddannelse, der primært åbner døre til erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser. Nye hf-elever kan vælge mellem to fagpakker, Aktion og Relation, og derved målrette uddannelsen med henblik på at læse videre på fx politiskolen, seminariet eller sygeplejerskeuddannelsen.

Htx: En treårig uddannelse med naturfaglige og tekniske fag på et højt niveau. Nye htx-elever kan vælge mellem tre studieretninger: Iværksætteri, Science og Kommunikation, der alle former uddannelsen i en bestemt retning. Htx giver adgang til en lang række videregående uddannelser – specielt inden for ingeniørfag, sundhedsområdet og de naturvidenskabelige fag.

Stx: En treårig uddannelse, der i princippet kan lede til alle – både korte, mellemlange og lange – videregående uddannelser. Nye elever kan vælge en studieretning inden for naturvidenskab, sprog, samfundsfag eller musik og derved forme stx-uddannelsen efter deres interesser og drømme om en fremtidig karriere.

Visiteret hf: Vhf er gymnasiets særlige hf-uddannelse for unge med ADHD, autismespektrum-tilstande og tilgrænsende vanskeligheder. Ansøgning om optagelse sker ved at udfylde et ansøgningsskema via gymnasiets hjemmeside, www.mf-gym.dk.

© Copyright 2020 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.