Gratis omvisning i Kunstetagernes udstilling Kunsthåndværk fra Bornholm

Hobro og omegn
Lørdag 25. maj 2019 kl. 10:00

Gratis omvisning i Kunstetagernes udstilling Kunsthåndværk fra Bornholm
Hans Henning Pedersen. Kar, uden titel, ca. 2017. Asketræ


Torsdag den 6. juni kl. 15 inviterer Kunstetagerne til den første gratis omvisning i den nyligt åbnede udstilling KUNSTHÅNDVÆRK FRA BORNHOLM....
.
Af Klaus Hansen

Udstillingen tæller 70 værker af 12 af øens bedste og mest anerkendte kunsthåndværkere.

Kunstfaglig medarbejder i Kunstetagerne, Anne Lie Stokbro glæder sig til at vise om. ”Udstillingen er meget varieret, og med værker i både glas, keramik, træ og ædle metaller er der nok at se på.”, fortæller hun.

Fælles for kunstnerne er kun, at de bor og arbejder på Bornholm. Der ud over arbejder de naturligvis helt efter egne interesser og lægger vægt på forskellige ting. ”Nogle skaber primært brugsgenstande, andre er optaget af vilde eksperimenter, hvor de søger grænserne for, hvad deres foretrukne materialer kan.”, siger Anne Lie Stokbro og giver et par eksempler.

Trækunstneren Hans Henning Pedersen skaber store, drejede kar, op til 70 cm i diameter, ud af ét stykke træ. Han drejer træet, mens det er vådt, og når det tørrer ændrer formen sig, uden at kunstneren kan styre det. Glaskunstnerne Maibritt Jönsson og Pete Hunner, Baltic Sea Glass, skaber støbte fade på over en meter.

Fadene er sammensat af i hundredvis af små enkeltdele, der er blæst enkeltvist, og først når de samles opstår den effekt, som kunstnerne søger. ”For de virkeligt dygtige kunsthåndværkere handler det hele tiden om at udfordre sig selv, om at strække materialerne og teknikkerne så langt som muligt.”, siger den kunstfaglige medarbejder. ”Man kan kun forestille sig, hvor mange forsøg der går forud for hvert enkelt færdigt værk.”, funderer hun.

Næste omvisning finder sted torsdag den 4. juli kl. 15.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.