God weekend for Turneringsholdene

Hobro og omegn
Fredag 26. juni 2020 kl. 18:00

God weekend for Turneringsholdene
Foto: AirView


Af Carina Kondrup

I weekenden d. 13 & 14 juni blev de 2 første af i alt 3 kampe for turneringsholdene afholdt. Grundet Corona er det ændret, så der spilles på neutral bane.

Det var samtidig dagene, hvor det nye spilletøj skulle vises frem, som I år er sponseret af Tøjlageret v/Annette Kjærsgaard.

Kvalifikationsrækken Damer spillede lørdag i Volstrup med Team Limfjorden, hvor det desværre blev til et nederlag på 7-2, men søndag blev revanchedagen, hvor det gik ud over Volstrup, som blev slået 5-4 på banen i Skive. Så godt kæmpet og flot kommet igen.


Om lørdagen spillede Hanne Skaarup i stedet for Annette Sørensen og vandt hendes første kamp for turneringsholdet. Billedet er fra om søndagen.

Kvalifikationsrækken Herre var også i kamp og lørdag skulle man til Storådalen i Holstebro, hvor det blev til en storsejr på 12-0 over Søhøjlandet.

Søndag var man en tur i Tange, hvor det gik ud over Holstebro, som blev slået med 10,5-1,5. Da den anden kamp i puljen flaskede sig rigtigt, er det nu sikkert, at holdet er klar til at spille med om oprykning til 5. division, når dette løber af stablen søndag d. 13. september på den flotte bane i Hobro.

Holdet viste solidt spil begge dage og satte tingene på plads i puljen, så sidste kamp kan spilles helt uden nerver.

Husk at sætte kryds i kalenderen d. 13. september 2020 og kom ud og støt spillerne i kampen om oprykning



Om søndagen var Jesper Mikkelsen med i stedet for Morten Winther Karlsen og Jesper bidragede med en flot sejr. Billedet er fra om lørdagen.

Vores 4. Divisionshold tog turen til Rold både lørdag og søndag. Lørdag gik det ud over Randers Fjord, som blev sendt hjem med et nederlag på 10-2.

Søndag var modstanderen Norddjurs Golfklub og til trods for nogle meget tætte singler, så endte det alligevel med en 12-0 sejr. Tingene ligger stadig i vores egne hænder med hensyn til en oprykning til 3. Division. Dette kræver en sejr i sidste kamp med Rold.



Alt i alt en super god weekend for turneringsholdene, hvor spillerne endelig kunne komme i gang med spillet efter lang tids kamppause og megen træning.


© Copyright 2021 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.