Frederiks rejse fra Praktikklasen til arbejdsmarkedet

Mariagerfjord og omegn
Fredag 31. marts 2023 kl. 12:00

Frederiks rejse fra Praktikklasen til arbejdsmarkedet
Foto: Mariagerfjord Ungdomsskole


Frederik har en imponerende rejse bag sig fra sin tid i Praktikklassen i Mariagerfjord Ungdomsskole til hans nuværende job hos industrivirksomheden Bach Gruppen. Rejsen begyndte i Praktikklassen, som er et unikt skoletilbud, hvor der er et særligt fokus på at give unge praktisk erfaring, og hvor muligheden for at prøve kræfter på arbejdsmarkedet er en integreret del af hverdagen. I Praktikklasen er livsduelighed i fokus, og man arbejder hele tiden mod, at de unge skal udvikle deres personlige samt faglige kompetencer. Netop i Praktikklasen, er hvor Frederik fandt sin passion og begyndte sin karriere.

Når Frederik skal sætte ord på hvad det bedste var ved Praktikklassen, fremhæver han særligt muligheden for at få individuel hjælp og muligheden for at arbejde med hænderne, både i dagligdagen og gennem hans forskellige praktikforløb. Frederik nød, at der var plads til at trække sig tilbage, når klassen blev for meget, og der ikke var plads til koncentration. Da Frederik afsluttede sin tid i Praktikklassen havde han bestået folkeskolens afgangsprøve i Dansk og Matematik og under hans tid i Praktikklassen fik Frederik først en praktikplads og senere en ansættelseskontrakt hos den lokale håndværker Jens Vig, hvor han fik lov til at klippe hække og lægge gulve. Herudover har Frederik også været i praktik ved Nordjysk Træsalg. Gennem praktikforløbende fik Frederik mulighed for at arbejde med forskellige arbejdsopgaver og udfordringer, der gav ham værdifuld erfaring og indsigt i forskellige brancher og forståelse for arbejdsmarkedet. Dette er et godt eksempel på, at den praktiske erfaring og hands-on tilgang til læring, som Praktikklassen tilbyder, giver unge, som Frederik, mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Hos Mariagerfjord Ungdomsskole er de utrolig stolte over Frederiks udvikling fortæller viceungdomsskoleinspektør hos Mariagerfjord Ungdomsskole Jens Amtoft, "Frederiks historie viser, hvor vigtigt det er at have stærke forbindelser mellem uddannelsessystemet og erhvervslivet. Vi skylder en stor tak til det lokale arbejdsmarked for at spille med og tage imod. Sammen med det lokale erhvervsliv giver vi de unge muligheder for at få praktisk erfaring og prøve kræfter på arbejdsmarkedet. Dette samarbejde er afgørende for at hjælpe unge som Frederik med at finde deres passion og for at sikre en stærk arbejdsstyrke i fremtiden. Frederiks historie er en påmindelse om, at når skole og erhvervsliv samarbejder, kan vi skabe en stærkere fremtid".

Da Frederik, med et eksamensbevis i hånden, fik chancen for at arbejde hos Bach Gruppen, greb han den med begge hænder. Hans daglige arbejdsopgaver inkluderer knusning af betongulve, huse, elementer og vægge. Frederik har også lært at køre gravemaskine og gummiged. Selvom hans job kræver rejsearbejde, og han stadig bor ved sine forældre i Mariagerfjord, er det ikke en stopklods for Frederik, som er utrolig dedikeret til sit arbejde og står op kl. 5 og møder kl. 6. Fredriks hårde arbejde og dedikation har betalt sig, og han har endda købt en bil for de penge, han selv har tjent.



Foto: Mariagerfjord Ungdomsskole


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.