Forfatter Karen Fastrup fortæller om kampen ud af psykisk sygdomMariagerfjord og omegnOnsdag 6. november 2019 kl. 17:00
. AF Klaus Hansen Med udgangspunkt i sin nye anmelderroste, autofiktive roman "Hungerhjerte", fortæller Karen Fastrup om sin sygdom, indlæggelse og om at omforme sit liv til litteratur og blive rask. Det sker onsdag d. 20. november kl. 19 på Hobro Bibliotek. I foredraget på Hobro Bibliotek fortæller Karen Fastrup om sin nye roman og om det at skrive om sit eget liv i romanform - mens det leves. Hun fortæller åbent om den vanskelige skriveproces og om sygdommen borderline, men også om den barndom og opvækst, hun tegner et billede af i Hungerhjerte - og om hvordan hun i det hele taget har arbejdet med at omforme sit eget liv og sin sygdom til litteratur. Karen Fastrup debuterede i 2000 med romanen "Brønden" og har siden udgivet en række romaner, noveller og essays. Seneste udgivelse er romanen "Hungerhjerte". Hungerhjerte er en autofikiv roman, på højde med norske Karl Ove Knausgaard og Suzanne Brøgger. Den har været nomineret til DR's Romanpris, og Politikens anmelder skrev bl.a. »Karen Fastrup skriver om sindssygdom, så man kan mærke det på egen krop. Men især skriver hun om at være menneske, og det gør hun fremragende «. Onsdag d. 20 november kl. 19, fortæller hun på Hobro Bibliotek, om det chok det var at blive syg, og hvordan hun kæmpede sig ud af sygdommen og blev rask. Køb billetter til foredraget på www.himmerlandsbilletten.dk.
|