Flot første testkamp gav sejr over AaB

Hobro
Lørdag 12. januar 2019 kl. 18:00

Flot første testkamp gav sejr over AaB

Hobro IK var foran 2-1 efter en rigtig flot første halvleg i årets første testkamp. Ti udskiftninger i pausen gav en blandet anden halvleg, men defensiven holdt stand, og det resulterede i en flot sejr over AaB.

.
AF DANIEL LINDEMANN JAKOBSEN

Efter fem dages træning ventede vinterens første testkamp, da Hobro IK gæstede AaB i dag.

AaB kom bedst ud af starthullerne på kunstgræsbanen på aalborgensernes træningsanlæg, og efter fem minutter kombinerede hjemmeholdet hurtigt omkring Hobro-feltet. Inde i feltet modtog Kasper Kusk bolden, og da Rasmus Minor kom en anelse for sent og nedlagde AaB-spilleren, blev der dømt straffespark til hjemmeholdet.

Selvsamme Kasper Kusk eksekverede selv, og da han sparkede til venstre, mens Jesper Rask sprang til den anden side, så blev der scoret til 1-0.

Føringen varede dog ikke længe, for kort efter var Mathias Haarup med fremme og presse en usikker AaB-defensiv inde foran eget mål. Hobro-backen fik prikket bolden bagud til Vito Hammershøy-Mistrati, der sendte en afslutning afsted. Forsøget blev blokeret på mållinjen, men i anden omgang sparkede Mistrati bolden i netmaskerne og udlignede dermed til 1-1.

Et øjeblik inden udligningen var Mathies Skjellerup tæt på at sende bolden i mål, da han tacklede AaB-målmand Michael Lansing, men bolden endte lige over overliggeren.

Efter udligningen satte mandskabet fra Mariagerfjord sig på spillet. Spilovertaget gav blandt andet et par forsøg til Edgar Babayan, som dog ikke fik sendt kuglen i mål. Efter et hjørnespark var Rasmus Minor også tæt på at bringe de gulklædte foran, da han steg til vejrs og pandede til bolden, men den blev snittet ud til hjørnespark.

Ti minutter før pausen fik vi en ny Hobro-scoring. Efter flot forarbejde af Mathies Skjellerup modtog Vito Hammershøy-Mistrati bolden og sendte den over mod bagerste stolpe. Her dukkede Julian Kristoffersen op og trillede bolden i mål med et indersidespark.

Kort før pausen blev Mistrati sendt i dybden, og han forsøgte at sparke bolden over målmand Michael Lansing langt ude fra, men AaB-keeperen nåede tilbage og greb bolden.

Kort efter blev der fløjtet til pause, og her var stillingen ganske fortjent 2-1 til Allan Kuhns mandskab.
Hobro-defensiven holdt stand
Efter pausen blev der lavet ti udskiftninger på begge hold, og det resulterede i en rodet start på anden halvleg.

Hjemmeholdet fra AaB overtog mere og mere af spillet efterhånden som tiden gik, men Hobro stod solidt i defensiven.

Efter en times spil blev AaB tilkendt et frispark i en farlig position, og her gjorde Philipp Ochs sig klar til at sparke på mål. Tyskeren fik sendt et godt forsøg afsted, men Adrian Kappenberger, der vogtede Hobro-buret i anden halvleg, sprang ud og fik viftet bolden på overliggeren, hvorefter der blev sparket væk.

Kort efter var Adrian Kappenberger igen på plads i målet, hvor han med en flot fodparade fik forhindret en AaB-udligning.
De mange udskiftninger i pausen betød blandt andet, at Hobro IK havde den amerikanske gæstespiller Connor Gordon i angrebet i anden halvleg. Han fik en fin mulighed efter 66 minutter, men afslutningen blev sendt langt over mål.

Kort efter fik den egyptiske gæstespiller Mohammed Salah sendt en afslutning afsted, men afslutningen blev blokeret af forsvaret.

Senere fik AaB’s Søren Tengstedt en stor chance for at udligne, men igen diskede Adrian Kappenberger op med en flot fodparade, som forhindrede en scoring til hjemmeholdet.

AaB var bedst med bolden i anden halvleg, men Hobro-defensiven holdt stand gang på gang, og da slutfløjtet lød kunne Hobro-lejren juble over en 2-1-sejr i vinterens første testkamp.

Kampfakta:
AaB 1-2 Hobro IK (1-2)

Mål:
AaB 1-0 Hobro IK, Kasper Kusk (6. min.)
AaB 1-1 Hobro IK, Vito Hammershøy-Mistrati (9. min.)
AaB 1-2 Hobro IK, Julian Kristoffersen (36. min.)

Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge – Brandon Onkony – Rasmus Minor – Mathias Haarup
Mathies Skjellerup – Martin Mikkelsen – Jonas Brix-Damborg (C) – Vito Hammershøy-Mistrati – Edgar Babayan
Julian Kristoffersen

Udskiftninger:
Ud: Jesper Rask – Ind: Adrian Kappenberger (46. min.)
Ud: Jesper Bøge – Ind: Nicholas Gotfredsen (46. min.)
Ud: Rasmus Minor – Ind: Delentz Pierre (46. min.)
Ud: Mathias Haarup – Ind: Villads Stokholm (46. min.)
Ud: Mathies Skjellerup – Ind: Anton Søjberg (46. min.)
Ud: Martin Mikkelsen – Ind: Mikkel M.P. (46. min.)
Ud: Jonas Brix-Damborg – Ind: Danny Olsen (46. min.)
Ud: Vito Hammershøy-Mistrati – Ind: Mohammed Salah (46. min.)
Ud: Edgar Babayan – Ind: Collins Tanor (46. min.)
Ud: Julian Kristoffersen – Ind: Connor Gordon (46. min.)
Ud: Brandon Onkony – Ind: Hamse Hussein (76. min.)



© Copyright 2019 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst