Flere storke i Danmark

Mariagerfjord og omegn
Søndag 2. august 2020 kl. 10:00

Flere storke i Danmark
Arkivbillede


Af Klaus Hansen

Den hvide stork er - som de fleste ved - efterhånden en meget sjælden ynglefugl i Danmark. I 2001 sluttede en epoke med storken som fast ynglefugl i Danmark siden 1400-tallet, men siden da er udviklingen heldigvis gået i positiv retning.

Danmark huser ifølge storkene.dk i 2020 seks herboende storkepar, hvoraf de fire par har fået unger, hvilket er rekord i nyere tid.

Et af parrene med unger befinder sig i Enslev på Djursland, hvilket ikke er set siden 60’erne, og forhåbentlig er det et godt varsel for de kommende års storkebestand.

Slesvig-Holsten, der er vores nærmeste nabo mod syd, huser til sammenligning cirka 400 ynglende storkepar, mens bestanden i Skåne er på cirka 80 par.

I øvrigt er verdens storkebestand i positiv udvikling. I 1974 blev verdens bestand af hvide storke ifølge Dansk Ornitologisk Forening (DOF) skønnet til at være cirka 155.000 par, hvor den 30 år senere var vokset til 233.000 ynglende par.

DOF skriver også, at flere og flere storke fra Vesteuropa har droppet Afrika som vinterkvarter, hvor de i stedet overvintrer i Spanien og Portugal. Det betyder, at storkens overlevelsesevne øges, hvilket generelt medfører flere ynglende storke i Vesteuropa. Dermed forhåbentlig også i Danmark.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.