Flere end 300 til aftensang og 200 til jazzandagt onsdag aften på havnen i Øster Hurup

Øster Hurup og omegn
Fredag 12. juli 2019 kl. 08:00

Flere end 300 til aftensang og 200 til jazzandagt onsdag aften på havnen i Øster Hurup
Foto: Jens Laurids Pedersen


Onsdag aften var der dobbelt op på havnen i Øster Hurup: Kl. 20 startede den ugentlige fælles aftensang på nordmolen, og denne gang var vejret med Als-Øster Hurup Kirkekor, der arrangerer de fælles aftensange....
.
Af Klaus Hansen

Det kunne også ses på deltagerantallet, der med 305 fremmødte fyldte godt op på den nyklippede, solbeskinnede nordmole, hvor det blå Kattegat og Dannebrog indkransede de syngende på smukkeste vis.

Umiddelbart efter fællessangen, blev den årlige jazzandagt afviklet på Restaurant Neptuns terrasse. Her måtte de omkringliggende bænkearrangementer og ydermolen tages i brug for at få plads til de knap 200, der ønskede at deltage i andagten og høre god jazzmusik. Der var dog ikke siddepladser til alle men det blev taget med godt humør.

Sognepræst Anne Bundgaard Hansen holdt en smuk og varm prædiken med udgangspunkt i titlen på mindebogen om Peter Bastian, "Altid allerede elsket", hvorefter jazztrioen "Between the lines" gav de fremmødte en stor musikalsk oplevelse. Den spændende forsanger Line Ullits Mortensen, der selv har skrevet størstedelen af trioens sange, viste, på trods af en nyligt overstået sommerinfluenza, sin stemmes virtuositet og sin dybe indlevelsesevne - og blev tilsvarende virtuost og raffineret akkompagneret af Jakob Mygind på saxofon og Carsten Kær Nielsen på klaver.

Det blev en smuk og stemningsfuld aften for de mange mennesker på Øster Hurup Havn.

Jazzandagt 2019 Foto: Troels Kold


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.