Fint besøg fra Orvieto, Italien

Hobro og omegn
Tirsdag 20. august 2019 kl. 13:00

Fint besøg fra Orvieto, Italien
Foto: Privat


Torsdag aften d. 25. juli kl. 21.30 mødtes 9 unge danskere på Mariagerfjord Ungdomsskolen i Hobro....
.
AF Klaus Hansen

De bød hinanden velkommen med kram; De kendte nemlig hinanden fra ugen før, hvor de sammen havde besøgt 10 unge italienere i den midtitalienske by Orivieto. Der havde de boet hos hver deres tildelte familie i en uge, og nu var det italienernes tur til at besøge danskernes familie.

Øverste Gruppebillede: Nederst fra venstre: Marina (IT), Lidia (IT), Simone (IT), Maria Louise Hansen, Leonardo (IT), Ann Sofie Hansen, Anette Nørris Søndergaard, Mogens Dahl Søndergaard, Giulia (IT), Alice (IT), Riccardo (IT), Jacopo (IT), Mille Jørgensen, Tilde Bundgaard, Katrine Møller, Julie Pedersen, Francesco (IT), Karoline Søndergaard, Ayoe Franzen, Freja Rasmussen, Michele (IT), Magnus Jørgensen, Flavio (IT), Jacopo (IT).

Deltager Karoline Nørris Søndergaard, Hobro fortæller om besøget;

Ugen startede stille og roligt ud med en softice på Vebbestrup Flødeis. Det var en stor succes, især blandt italienerne der alle købte en stor med flydende chokolade som topping. Da isen var spist, kørte vi til Arden Naturlegeplads for at fodre rådyr. Der lød mange hvin fra det italienske hold, der bestod af 8 drenge og 2 piger, når dyrene spiste af deres hånd.

Efter en hyggelig picnic på legepladsen gik turen til Fyrkat, hvor vi fik en rundvisning. Efter besøg på Fyrkat tog vi til Bowl’n’Fun og bowlede et par timer. Aftenen sluttede hjemme hos en af de danske deltagere. Vi spiste pulled pork og hyggede med sang, dans og snak.

Som du nok kan læse, havde vi et tætpakket program, så jeg springer videre til de aktiviteter der gjorde størst indtryk, bl.a. vores ”Familiedag”. Min familie tog vores gæst med til Verdenskortet i Klejtrup, og senere havde vi inviteret en anden familie over til frokost.

Det var rigtig hyggeligt, og jeg tror italienerne syntes det var rart at kunne tale med nogen, der talte samme sprog som dem. Kommunikation var en af de få udfordringer der var ved dobbeltudvekslingen. Det fik vi løst efterhånden som tiden gik.

Jo mere vi snakkede, jo bedre begyndte vi at forstå hinanden. Derudover kom vi også tæt på hinanden ved bare at være sammen, fx ved at spille kongespil. Dagen sluttede af med en sheltertur i Mariager med de andre deltagere.

Vi hyggede hele aftenen og natten. Omkring 3-tiden udbredte der sig dog en lettere panisk stemning, da en af de danske deltagere havde været væk i en god halv time. Helt alene. Vi var alle ude og lede efter ham, men det gik hurtigt op for os, at det (heldigvis) bare var vores ledere der lavede sjov med os.

En anden oplevelse der gjorde indtryk, var vores ”Italieneraften”. Udover os deltagere, havde vi inviteret vores familier, vores Borgmester, Mogens Jespersen, og andre interesserede. Bl.a. Svend Skifter Andersen, der sidder i udvalget for Kultur og Fritid i Mariagerfjord Kommune og er formand for Mariagerfjord Ungdomsskoles bestyrelse. Vi fik en god, italiensk pastaret. Italienerne havde forberedt en spændende præsentation om Orvieto.

Den sidste aktivitet jeg vil fortælle om, er vores såkaldte ”Tour-De-Families”, der også gik under navnet ”Studenterkørsel”. Det gik ud på, at vi havde lejet en bus, og så kørte vi rundt til alle vi danskeres huse. Der var god stemning i bussen, trods den evige konflikt om hvem der skulle have lov at bestemme hvad musik vi skulle høre. Det var en rigtig god afslutning på to fantastiske uger sammen.

Mange tak til Kultur og Fritid fra Mariagerfjord Byråd, CittaSlow Mariager, som vi besøgte en af dagene, og ikke mindst Mariagerfjord Ungdomsskole for denne tur, på vegne af hele holdet.

Vi er meget glade for at have været med, og for at få muligheden for at skabe venskaber på tværs af landegrænser. Som Alice Lykke, medlem af CittaSlow Mariager, sagde til os da vi var på rundvisning rundt i Mariager: Selvom I fysisk bor langt fra hinanden, er I ens indeni. Det er noget jeg har lært af denne tur. På trods af køn, alder og nationalitet har vi alle de sammen glæder, problemer og drømme. Især deler vi drømmen om at udforske andre kulture og lære andre personer at kende.

Fra bagerst til venstre: Annemette, Christian Sørensen, Flavio (IT), Mille Jørgensen, Tilde Bundgaard, Magnus Jørgensen, Marina (IT), Lidia (IT), Julie Pedersen, Michele (IT), Katrine Møller, Jacobo (IT), Francesco (IT), Maria Louise Hansen, Giulia (IT), Simone (IT), Jacobo (IT), Riccardo (IT) Karoline Søndergaard, Ayoe Franzen, Alice (IT), Freja Rasmussen, Leonardo (IT).


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.