Et aktivitetshus i Hadsund ville være et godt supplement til kulturcentret…

Debat
Onsdag 6. juli 2022 kl. 16:00

Et aktivitetshus i Hadsund ville være et godt supplement til kulturcentret…
Arkiv billede


Af Troels Jensen, Hadsund

Et aktivitetshus i Hadsund ville være et godt supplement til kulturcentret…

Spørgsmålet er dog om der nogensinde har været reel vilje bag ideen.

Spørgsmålet var i hvert fald det jeg stillede mig selv, da jeg gik fra mødet i Hadsund kulturcenter mandag den 13. juni.

Det lød jo ellers rigtigt fint med et sted, hvor nye ting kunne opstå og hvor foreningslivet kunne sikres gode rammer, når de ting, som senere kunne udvikle sig til at skabe store arrangementer i kulturcentret, skulle spire og gro.

Kulturcentret er allerede stedet, hvor store arrangementer til gavn for området og især områdets borgere afvikles. Aktivitetshuset kunne blive stedet, hvor de gode ideer kunne udvikles og hvor foreninger kunne have et sted at virke til dagligt.

Borgmesteren startede da også med at fortælle, at den mulighed både Mariagerfjord kommune og Nørresundby boligselskab har, for at overtage et allerede booket lokale i Hadsund kulturcenter og at overtage retten til det bookede lokale… og dermed smide de, som havde booket lokalet ud, ikke var fair. Faktisk lød han oprigtigt overrasket og næsten rystet over, at det var rigtigt. Det er imidlertid en risiko de der booker lokaler i kulturcentret må leve med (sommetider lide under) og som kan benyttes indtil 14 dage før selv store arrangementer løber af staben.

Da mødet for alvor gik i gang, lagde et medlem af panelet dog ud med at sige, at ”man jo ikke ville købe det halve af gågaden, for at starte en strikkeklub.”
Det blev også sagt direkte, at folk i Hadsund tit var uenige.

Den efterfølgende debat efterlod dog intet indtryk af uenighed mellem de fremmødte. Derimod var der mange forslag, som gav anledning til flere gode tanker. Der kunne være forskellige opfattelser af hvordan ting burde realiseres men at et aktivitetshus efter tilhørernes mening ville være en god ide,, var der ingen tvivl om.

At folk giver deres meninger til udtryk, er vel kun bevis på, at hadsundere har deres meningers mod og at de er levende og tør gå lidt mod strømmen.

Derimod kunne det virke, som et par af medlemmerne af panelet ikke var enige med folk i salen.

Forslag blev mange gange sablet ned. Selvom panelet selv havde bedt om forslagene.

Først blev der åbnet for forslag. Panelet udtrykkte det sådan, at de havde nogle spørgsmål til de der mødte frem.

Da der så blev stillet forslag, som jo i sig selv lægger op til, at fremtidige brugere af et aktivitetshus, skulle have indflydelse, så fik mange det indtryk, at forslagene var forkerte og ubelejlige.

Lidt som at man håbede på, at tilhørerne i lokalet ikke bød ind med ideer og at tanken om et aktivitetshus kunne fejes af bordet med henvisning til manglende virkelyst.
Interessen var imidlertid til stede, forslagene mange og frustrationen blandt de fremmødte stor.

Når der henvistes til et projekt, som fungerede henviste man til afstanden til midtbyen. Så velfungerende projekter kunne ikke bruges som eksempler på, at aktivitetshuset sagtens ville kunne komme til at fungere. Når der blev henvist til manglende erfaring i det endnu ikke eksisterende aktivitetshus og når erfaringer, som mindede om de man skulle til at oprette, viste sig til stede i rigt mål, så var det jo et andet sted det skulle fungere.

Eksempler på lokal virkelyst og vilje til at dele erfaringer, blev afvist med usaglige argumenter. Ærgerligt at god vilje ikke var belejligt.

Aktivitetshuset virkede, når man lyttede til de kommende brugere, som en god ide. Viljen til samarbejde og aktiviteter virkede meget stor. Desværre virkede den lyst politikerne startede med at signalere, ikke som nogen realitet. Nærmere som et forslag, som tilhørerne havde en ubelejlig interesse i at se realiseret.



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.