Er Nordjyllands dygtigste leder fra Mariagerfjord?Mariagerfjord og omegnTorsdag 20. september 2018 kl. 14:00
For 11. år i træk skal Nordjyllands bedste leder findes, når Den Nordjyske Ledelsespris uddeles til november... . Af Klaus Hansen Her kan kolleger og ansatte i Hobro og de øvrige nordjyske byer indstille sin leder, hvis han eller hun formår at lede, så det både giver gode resultater og motiverer medarbejderne i det daglige. Torsdag den 1. november 2018 uddeles Den Nordjyske Ledelsespris til landsdelens bedste leder. De nominerede skal indstilles af sine kolleger, og det er ikke for sent at tilmelde sin egen leder endnu, da sidste frist for indstillinger først løber ud torsdag den 4. oktober 2018 klokken 12.00. For at komme i betragtning til prisen er det en forudsætning, at den indstillede er leder i en virksomhed eller organisation i Region Nordjylland og arbejder med personaleledelse i det daglige. Herudover lægges der vægt på, at lederen motiverer og anerkender sine medarbejdere i hverdagen og evner at skabe et godt arbejdsmiljø i afdelingen eller virksomheden. Lederen skal desuden besidde en høj grad af troværdighed, integritet og ledelsesmæssigt mod samt opnå positive mål og resultater som et resultat af sit arbejde: - Der er mange dygtige ledere i Nordjylland, og dem vil vi gerne sætte fokus på og anerkende for deres gode arbejde, udtaler Jens Otto Størup fra Lederne Himmerland, der blandt andre står bag prisen, og fortsætter: - Så hvis man har en leder, som brænder for sit job og sine medarbejdere, så er man mere end velkommen til at indstille vedkommende til prisen - fristen udløber først den 4. oktober. Partnere bag prisen: Vigtigt at hylde dygtige ledere Den Nordjyske Ledelsespris er stiftet i 2008, og bag prisen står UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark. Sidste års vinder blev Anders Sondrup Bøegh, der er Head of Delivery hos CompanYoung A/S. Hos Nordjyske Bank sætter bankdirektør Carl Pedersen stor pris på at være med til at sætte fokus på Nordjyllands dygtigste ledere og deres resultater: - Vi er stolte over igen i år at være med til at hylde de dygtigste nordjyske ledere. Vi prioriterer selv ledelse og løbende uddannelse af vores ledere højt, og al erfaring viser jo, at tilfredse medarbejdere og ledere til syvende og sidst er det, der skaber det bedste fundament for vækst. Derfor synes vi, at det er helt oplagt at sætte fokus på dygtige ledere i Nordjylland og gennem prisen at værdsætte deres engagement og præstationer, siger han. Både Anders Sondrup Bøegh og Carl Pedersen sidder i priskomitéen, der skal afgøre hvem, der skal vinde prisen i 2018. Den Nordjyske Ledelsespris 2018 uddeles på brancheorganisationen Lederne Himmerlands konference i Musikkens Hus i Aalborg, der som sagt løber af stablen torsdag den 1. november 2018. Prisvinderen får – udover æren – overrakt en statuette af kunstneren Thorvald Odgaard med personlig inskription samt en gavecheck til kompetenceudvikling til en værdi af 25.000 kroner. Uddelingskriterier For at komme i betragtning til Den Nordjyske Ledelsespris 2018 er det en forudsætning, at den pågældende person er leder eller ejer af en virksomhed eller organisation i Region Nordjylland og udøver personaleledelse i det daglige. Derudover vil lederen blive udvalgt efter følgende kriterier: • Lederen evner i høj grad at motivere og anerkende medarbejderne i hverdagen, så de føler sig set, hørt og mødt. • Lederen evner i høj grad at skabe et godt arbejdsmiljø i afdelingen/virksomheden. • Lederen opnår positive mål og resultater. • Lederen motiverer medarbejderne til at udvikle og vedligeholde de nødvendige digitale og/eller teknologiske kompetencer. • Lederen har en høj grad af troværdighed, integritet og ledelsesmæssigt mod. Komitéen for Den Nordjyske Ledelsespris 2018 Initiativtagerne bag prisen har nedsat en komité, som udpeger tre kandidater til prisen. Komitéen består af: • Bankdirektør Carl Pedersen, Nordjyske Bank • Formand Jens Otto Størup, Lederne Himmerland • Direktør Torben Abildgaard, Curia Aalborg, udvalgsformand Erhverv Norddanmark • Områdedirektør for Ledelse og organisation, Ane Davidsen, UCN act2learn • Hoteldirektør Mette Bonderup, Comwell Hvide Hus, Aalborg • Regionsdirektør Morten Haugaard Jacobsen, COWI A/S • COO Anders Sondrup Bøegh, CompanYoung A/S Tidligere vindere af Den Nordjyske Ledelsespris Prismodtager 2017 Head of Delivery Anders Sondrup Bøegh CompanYoung A/S Prismodtager 2016 Professor Lars Arendt-Nielsen Center for Sanse-Motorisk Interaktion, Aalborg Universitet Prismodtager 2015 Forstander Iben Hostrup Rehabiliteringscenter for Flygtninge, Region Nordjylland Prismodtager 2014 Områdeleder Birgitte Kvist Sundhedsfremme, Frederikshavn Kommune Prismodtager 2013 Adm. direktør Henrik Bruun Nielsen Im. Stiholt A/S, Sæby Prismodtager 2012 Adm. direktør Søren Rathcke Hedegaard A/S Prismodtager 2011 Områdedirektør Marianne Holmsgaard Post Danmark, Postområde Nordjylland i Aalborg Prismodtager 2010 Mejeridirektør Jonna Mortensen Arla Foods, Bislev Mejeri. Prismodtager 2009 Fabrikschef Bjarne Henriksen NOPA A/S, Hobro. Prismodtager 2008 Daglig leder Mona Hagbard Maaløe Mortensen Plejecenter Thulebakken, Aalborg.
|