Efterlyst cyklist fundet død i Sønder Onsild112Onsdag 24. marts 2021 kl. 10:00
Af Carina Kondrup Efterlyst cyklist fundet død i Sønder Onsild En 63 årig mand fra Holmgård ved Fårup mistede tirsdag aften livet ved en færdselsulykke, hvor han er væltet på cykel og har slået hovedet ned i asfalten. Nordjyllands Politi modtog en opringning fra den 63-åriges kone kl. 21.26, da hun var bekymret over, at manden ikke var kommet hjem efter en cykeltur. Han var cyklet fra familiens hjem i Holmgård ved Fårup før aftensmaden tirsdag aften. Politiet påbegyndte en eftersøgning med blandt andet hundepatruljer i området, ligesom den 63-åriges familie også var ude og lede efter ham på de steder de vidste manden plejede at cykle. Kl. 22.13 indløb der et opkald via 112, at mandens datter havde fundet ham liggende livløs i vejkanten på Sønder Ulstrupvej. Der blev påbegyndt hjerte-lungeredning, men kl. 22.38 måtte man opgive og manden blev erklæret død. Der er i følge Nordjyllands Politi intet der tyder på, at der skulle være andre parter involveret i uheldet.
|