Efterårsudstilling i Kunstboxen

Mariager og omegn
Søndag 27. september 2020 kl. 14:00

Efterårsudstilling i Kunstboxen
Maleri af Ole Gadegaard Frandsen


Af Carina Kondrup

En idérigdom af kreativitet i motiver, materialer og farver præger efterårsudstillingen ved ferniseringen søndag d. 11 oktober kl. 14-16 i Kirkegade 3, 9500 Mariager.

Ud over 12 faste kunstnere, udstiller Ole Gadegaard Frandsen fra Nibe malerier inspireret af landbruget i 1950’erne. Jytte Jepsen fra Assens viser olie/akryl malerier med staffage af træ, jern m.m. samt akvareller, og Lisbeth Kaalund præsenterer sin alsidighed i malerier både i farver og motivvalg.

Ole Gadegaard Frandsen, tidligere gymnasielærer, begyndte at male i 2011, og ofte er hans motiver det gamle landbrug, som han kendte det fra sin barndom, eller natur og portrætter. Han søger sanseoplevelserne: lugten i kostalden, hos grisene, hesten og deres måde at bevæge sig på.


Maleri af Ole Gadegaard Frandsen

”En amatør er et menneske med lidenskabelig tilgang til det, han laver. Og sådan en er jeg. Jeg er inspireret af en hel masse andre ubegribeligt gode malere, men kan ikke direkte sige hvordan. Jeg kigger på et foto, når jeg maler mine billeder, men det skal ikke være én-til-én billeder. Der skal lægges noget sjæl i, hvad det så end er, og malerens bevægelser med pensel, spartel og (ikke mindst!) klud skal kunne ses. Jeg vil væk fra fotoet og hen til maleriet. Jeg arbejder i en stil, man må kalde abstrakt ekspressionisme. Der er utallige malere indenfor denne genre, men jeg håber, jeg har fundet – eller finder? – mit eget særpræg,” fortæller Ole Gadegaard Frandsen.



Maleri af Jytte Jepsen

Jytte Jepsen har en baggrund som faguddannet dekoratør, senere meritlærer i billedkunst, og arbejder også med andre virkemidler end maling og pensler i sine billeder. Der kan findes rester af stof, jern, aviser og tekstiler i hendes malerier, hvor hun lader sig inspirere af forfald, landskabet, små detaljer som døre og låse, former, farver og lyset. Landskabet på Langeland, hvor hun har haft atelier, med udsigt over markerne dukker også op i nogle af hendes billeder, og det underskønne Mariagerfjord, som hun kalder det område, hvor hun bor nu, er også blevet en kilde til inspiration.



Maleri af Lisbet Kaalund

Lisbet Kaalund har før udstillet i Kunstboxen, men denne gang viser hun sin alsidighed i malerier med nogle drømmeagtige motiver, både lokale og eksotiske landskaber, samt motiver, hvor lys og mørke spiller en stor rolle. Hun siger selv: ”Mine malerier er alle malet med akrylmaling, og jeg anvender både pensel, spartel og svamp. Nogle gange anvender jeg også forskellige materialer, som giver an anden struktur. Jeg maler forskellige motiver, hvilket gør, at der er stor forskellighed i mine malerier”.

Der ligger således mange timers forarbejde, eksperimenter og personlig stillingtagen bagved meget af den kunst, man kan opleve i Kunstboxen. Ud over de nævnte gæstekunstneres arbejde, kan man bl.a.se glaskunst, keramik, beton, skind og læder, akvareller, kurveflet og gummikunst.

Udstillingen er åben tirsdage-torsdage samt lørdage-søndage indtil 20 dec. alle dage kl. 11-16. Alle er velkomne til receptionen d. 11 okt., hvor vi holder afstand, spritter hænder og serverer vin og snacks.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.