DS Gruppen har offentliggjort kanonregnskab

Hobro og omegn
Onsdag 21. november 2018 kl. 11:00

DS Gruppen har offentliggjort kanonregnskab
Mads Møller Hansen (Foto: PR)


DS Gruppens direktør Mads Møller Hansen har netop offentliggjort et solidt regnskab året før Hobro-virksomhedens 50 års jubilæum...
.
AF Klaus Hansen

DS Gruppen har offentliggjort årsregnskabet for seneste forskudte regnskabsår 2017/2018. Den samlede omsætning for DS Gruppens selskaber endte på 1,53 milliarder kroner mod 1,32 milliarder året før. Årets resultat steg tilsvarende til 85,4 millioner kroner mod 64 millioner året før.

- Det har været et godt år med fremgang i alle vore selskaber. Vi har ekspanderet på alle vore markeder, og har fortsat kun produktion i Danmark efter snart 50 år i branchen. Det er vi naturligvis stolte over, her hvor vi står på tærsklen af vores jubilæumsår, fortæller direktør Mads Møller Hansen.

Han tilføjer, at der har været fremgang i alle selskaberne.

- Et af vores datterselskaber DS Stålkonstruktion har øget indsatsen på det tyske marked, idet salgsselskabet DS Stahl har etableret yderligere et salgskontor i Mainz, der allerede efter få måneder beskæftiger en halv snes medarbejdere med ekspertise indenfor såvel simple som komplekse stålkonstruktioner, siger han.

Koncernen med hovedsæde i Hobro beskæftiger over 650 ansatte og kan næste år fejre 50 års jubilæum.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.