Det bedste og det værste

Mariagerfjord og omegn
Mandag 18. oktober 2021 kl. 13:30

Det bedste og det værste
Peter Muhl Byrådsmedlem og kandidat til KV 21 (A)


Af Peter Muhl Byrådsmedlem og kandidat til KV 21 (A)

Det bedste og det værste.

Jeg har været med 12 år i Mariagerfjord Kommunes byråd til januar 2022. Hvad er de bedste og de værste beslutninger? For selvfølgelig er der gode og dårlige beslutninger.

Den bedste beslutning?
Absolut etablering af Mariagerfjord Kommunes Unge Center, der har resulteret i en fokuseret og specialiseret indsats. Der kunne siges meget, men jeg skal passe på da det er min egen arbejdsplads.

Lige derefter: Etablering af en borgerådgiver, så man kan gå til en medarbejder uden for den fagforvaltning hvor man har sin sag kørende, og få en 360 graders genvurdering på sin sag.

Cykelstierne fjorden rundt. Der er flere. Det er ikke det der er mit ærinde.
Den værste beslutning?

Den foregik i sidste byrådsperiode, da jeg var næstformand i udvalget for Børn og Familie. Situationen var den sædvanlige: Vi var nået dertil på året da der skulle laves budget for det kommende år Jeg mener det var 2015 eller 16. Der manglede penge…

Et af forslagene gik på at omstrukturere og nedskalere skolernes specialundervisning - og tilbud. B.la blev specialklasser til autister nedlagt og den enkelte skole fik lagt kompetencen til at bestemme indsats ud, (efter rådgivning fra PPR) samtidig med at den økonomiske side af sagen også fremover skulle betales af den enkelte skole og ikke af en ”fælleskasse” i forvaltningen.

Jeg er nu sikker på at det var en meget dårlig beslutning. Hvorfor? Jeg ser i min hverdag oftere og oftere at vi møder unge der ikke har gået rigtigt i skole i flere år. Man kalder det skolevægring, men det er i mine øjne et helt galt ord. Det er ikke eleven der er noget i vejen med, - det er rammerne.

Meget ofte sker der det at eleven får en diagnose når det er gået galt, altså en såkaldt sendiagnose. Ofte autisme. Eleven bliver sat på overarbejde i ”normalrammerne” og resultatet er ofte at den unge lukker helt ned for omverdenen og trækker stikket.

I situationen var vi nogle der var meget skeptiske, der blev fremført at der skulle evalueres osv. Men det er uden sammenligning den værste beslutning jeg har været med til at træffe. Men sådan er det. Det vrimler med dilemmaer, og ingen politiker i udvalget ønskede jo dette. Som en ordentlig politiker bør man dog i mine øjne nogle gange gå tilbage og se på om det der blev besluttet holder vand.

Et nyt byråd bør se på specialtilbuddene.
Vi kan ikke lade denne gruppe i stikken. Det handler ikke om uvorne elever der ikke lige gider komme i skole, og det handler heller ikke om forældre der ikke formår at opdrage deres børn. Det handler om rammer, ressourcer og selvfølgelig penge.

Området kan godt løftes igen. Ikke kun ved tilførsel af penge, også prioritering. Men ja… også penge. Der blev i det nys vedtagne budget fundet 400.000 kr til at arbejde med udfordringen. Hvis ikke arbejdsmarkedsområdet fremover skal møde disse unge mennesker i køen ved jobcenteret, er jeg alvorligt bange for at det ikke er nok.

Det kræver dog vilje. Lad os ikke være tilfredse før alle børn har et rimeligt skoletilbud, der kan understøtte den udvikling netop han eller hun har brug.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.