Den Kongelige Sommerballet gæster Rebild BakkerRebild og omegnLørdag 16. marts 2019 kl. 16:00
Den Kongelige Ballets sommerturné kommer – som det eneste sted i Nordjylland – til Rebild Bakker... . Af Klaus Hansen Det sker den 12. juni kl. 19. Sommerturneen er i år den største nogensinde med i alt ti stop, hvor publikum gratis kan få en forsmag på den kommende sæsons forestillinger. Borgmester Leon Sebbelin mener, at Rebild Bakker er den perfekte kulisse for dansernes optræden. Han siger: - Vi hilser balletten velkommen tilbage. Sidst vi havde besøg var i 2012. Jeg kan ikke forestille mig en mere eventyrlig ramme for Den Kongelige Ballets forestilling, og jeg er sikker på, at netop Rebild Bakker også vil lokke folk til, som ikke i forvejen er passionerede balletelskere. Derfor forventer jeg, at målet med at bringe en eksklusiv kunstform ud til et bredt publikum vil lykkes netop her hos os. At forestillingen i Rebild så er den eneste i Nordjylland vil garanteret også lokke et stort publikum til. En total sommeroplevelse Scenen bygges op i Gryden, hvor Rebildfesten holdes hvert år den 4. juli. Publikum kan sætte sig til rette i de omgivende bakker med fyldte picnickurve og kølig hvidvin. Destinationsudvikler Mona Møller Carlsen fra Rebildporten vurderer, at arrangementet er en gave til det lokale turisterhverv: - Vi arbejder naturligvis på at få lokale virksomheder i spil, og vi forestiller os blandt andet, at publikum får mulighed for at købe en lækker picnickurv fra en af områdets mange restauranter. Sommerballet for 14. gang Det Kongelige Teaters sommerballet besøger dobbelt så mange byer, når de igen i år inviterer til en gratis og tryllebindende oplevelse under åben himmel i hele ti danske byer fra 9.-19. juni 2019. Ud over Rebild Bakker gæster Balletten følgende steder: Ofelia Plads i København, Byparken i Korsør, Krappes Grønne Ring i Kjellerup, HEART i Herning, Sønderborg Slot, Anlægget i Billund, Kongens Have i Odense, Fredensborg Slotshave, Torvet i Præstø. I tilfælde af regnvejr aflyser Balletten først i sidste øjeblik inden forestillingens start.
|