DEBAT: Længst muligt i eget hjem, eller...

Debat
Lørdag 11. juni 2022 kl. 21:00

DEBAT: Længst muligt i eget hjem, eller...
Arkivbillede


Af Helle Schiønning, formand for beboer- og pårørenderådet ved plejecenter Teglgaarden i Als

Længst muligt i eget hjem, eller...

Både min mor og far blev i 2019 visiteret til Plejecenter Teglgaarden i Als - min mor som meget dement, og min far som dårligt gående og dårligt hørende. Min far døde i januar i år, men min mor har stadig sit liv på plejecentret.

I den anledning kommer jeg jo ofte på besøg, og observerer dagligdagen for beboerne. Set i bakspejlet var det på tide mine forældre kom på plejehjem.

Min far kunne ikke længere tage ansvaret for min demente mor, og selv var han gammel og træt. Alligevel var det svært at sige farvel til sit liv i eget hjem, og at måtte acceptere en hverdag på et plejecenter.

Der er ingen tvivl om at ordet "Plejehjem" eller "Alderdomshjem" fremkalder mange dårlige minder fra fordums dage, hvor en ældre person kunne henslæbe de sidste år af sit liv på et lille værelse, spise underlødig mad og være afskåret fra samfundet.

Sådan er det heldigvis ikke længere! Ikke desto mindre synes jeg ofte man ser, at den ældre bliver visiteret alt for sent til et plejecenter - først når hjemmehjælpen ikke kan klare dagligdagen længere i eget hjem. På dette tidspunkt er den ældre ofte så plejekrævende og dårlig, at plejecentret næsten bliver brugt som et hospice.

"Længst muligt i eget hjem" ...ja, selvfølgelig, men ofte er det så sent, at den ældre ikke kan gøre brug af alle de gode faciliteter der tilbydes på nutidens plejecentre. Mange er så dårlige, at de ikke længere kan lave håndarbejde, spille kort, eller blot hyggesludre med de andre beboere.

Jeg er klar over, at det ikke er en beslutning den ældre selv kan tage, men at det kræver en visitators vurdering, men ordet "plejehjem" må bare ikke være det, der skræmmer!

Hvad nu hvis man i stedet kaldte det et olde/kolle eller bofællesskab med separate lejligheder og privat terrasse, daglig spisning i fælleskøkkenet hvor kokken tilbereder alle måltider, mulighed for motion/træning og arbejde i aktivitetscenter.

Der er jævnligt besøg af læge, fodterapeut og frisør, tilladt rygning i egen lejlighed, og hjælp af dejligt personale i nødvendigt omfang i dagligdagen.
Det bliver arrangeret fælles fester, bowlingturneringer, gåture og busture.
Ja, med denne ordlyd kan det næsten lyde som en pensionisttilværelse for de velbeslåede i Spanien!

Jeg vil ønske at man begynder at tale med sine ældre i god tid om visitering til et plejecenter - vent ikke til det er en absolut nødvendighed og en aller sidste udvej. Lad dem komme på plejecenter og få nogle gode år med ordentlig kost, selskab og gode oplevelser. Det har de fortjent!

© Copyright 2022 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.