DEBAT: Der er alt for mange løse ender omkring specielt den fysiske udviklingDebatSøndag 30. august 2020 kl. 20:00
AF Poul Bergmann Lyngbakken 30 Hadsund. Pva By&Land Mariagerfjord Den 25.8. havde Thorkild Løkke et indlæg i Nordjyske og på fjordavisen.nu om manglende planer for udviklingen af Hadsund. Jeg er langt hen ad vejen enig med Thorkild Løkke. Der er alt for mange løse ender omkring specielt den fysiske udvikling, og her tænker jeg på lokalplaner og byggeprojekter. Man har på fornemmelsen, at det at starte byggeri op i Hadsund er et tag-selv-bord. Der gives alt for ofte efter, hvis en bygherre ønsker dispensation fra lokalplanen, f.eks. m.h.t. bygningshøjden. Langs havnefronten ser vi nu høje bygninger, som dels skærmer for indblikket til byen set sydfra, og som dels hæmmer bagved liggende boligers udsigt til fjorden. Da slagteriet lukkede, havde man i 2013/14 muligheden for at skabe et smukt boligmiljø og rekreativt område på stedet. Man kunne have bygget boliger, som matchede Marcussens Bro, byens smukkeste nyere byggeri ved fjorden. Det gjorde man som bekendt ikke. Et andet nyere eksempel er bygningen, som er skudt op foran det pænt restaurerede tidligere el-værk i Krügers gade. I sig selv en gedigen bygning, men helt malplaceret og uden grønt opholdsrum udenom. Desuden har den taget udsigten fra mange af de bagved liggende lejligheder. Vi mangler en byplan og ansættelse af en byplan -eller stadsarkitekt, som kunne få udarbejdet en samlet plan for Hadsund og kommunens øvrige byer. Desuden kunne vedkommende komme med anbefalinger til, hvad der bør bevares af den bygningsmæssige kulturarv. Mange smukke bygninger er forsvundet. F.eks. den gamle stationsbygning, som fint kunne have fungeret som ventesal for buspassagerer. Også den tidligere præstebolig i Kirkegade er borte, men dejligt at det gamle, smukke hus i starten af Østre allé blev reddet fra nedrivning, idet det nu fungerer som kiropraktor klinik. Inden længe skal der vel ske noget på havnefronten og omkring kanalen på den tidligere tømmerhandel grund. Lad det ikke igen blive et tag-selv-bord. Hævder bygherrerne, at der skal bygges højt, fordi grundprisen er for høj i forhold til investeringen, kan kommunen vel lempe på prisen. Og endelig: Umiddelbart før kommune sammenlægningen i 2007 skrottede man anlæg af et fjordbad ved Munchs eng – af sikkerhedsmæssige årsager. Men der er ikke arbejdet videre med et fjordbad for byens børn og unge. Hvor er visionerne og den sammenhængende byplan? For øjeblikket føler man, at der udviklingsmæssigt hoppes fra sten til sten.
|