Dansk mesterskab til Peter Munk – Hadsund RoklubHadsundHadsundTorsdag 10. oktober 2013 kl. 14:00 . Peter Munk sluttede sin juniorkarriere af på allerbedste vis ved lørdag at vinde det danske mesterskab i singlesculler blandt de ældste juniorer. Undervejs til mesterskabet var Peter først gennem indledende heat om formiddagen, hvor det blev til en tredjeplads efter sæsonens store rivaler fra hhv. Odense og Lyngby. I eftermiddagens finale var der ingen slinger i valsen fra Peters side. Straks fra start var hadsundroeren med i front, og trods hyppige og seriøse forsøg fra især odenseroerens side på at rykke sig fri af feltet, formåede Peter hele tiden at bevare sin plads i førerfeltet. Ved 1000 metermærket – halvvejs i løbet – var det i stedet Peter Munk, der havde held og ikke mindst styrke og teknik til at sætte et afgørende angreb ind. I løbet af relativ kort tid kom Peter Munk helt i front, og formåede herfra i den resterende del af løbet tag for tag at fastholde og periodevis udbygge sin føring frem til mål, og dermed et meget populært og velfortjent dansk mesterskab 2013. Ved mesterskaberne blev det desuden til en andenplads til William Wisholm og Mathias Danmark i dobbeltsculler samt til Peter Munk, Lennart Vestergaard, William Wisholm og Mathias Danmark i dobbeltfirer. Begge løb i juniorklassen. Blandt seniorerne vandt Trine Toft Andersen allerede som første års senior bronze i singlesculler letvægt. I samme finale blev det til en sjetteplads til Mette Noll Nielsen. Hos herrerne vandt brdr. Jens – og Christian Noll bronze i dobbeltsculler medens det i dobbeltsculler letvægt blev til en andenplads til Simon Sørensen og Christian Danmark. Ved mesterskaberne var der også sæsonafslutning på de yngste juniorers landsdækkende pointturnering – kaldet TU-Cuppen. Roerne har gennem sæsonen kunnet samle point via placeringer ved de danske regattaer. Blandt pigerne i aldersgruppen 12 til 14 år blev det til en tredobbelt triumf for Hadsund Roklub idet Liane Vestergaard vandt foran Agnete Munk og Louise Lorentzen. Blandt drengene i samme aldersgruppe blev Mikkel Knudsen nr. 2 med samme pointtal som vinderen fra Sorø.
|