Kender du Hadsund Dyrehave?

Mariagerfjord og omegn
Onsdag 31. marts 2021 kl. 11:00

Kender du Hadsund Dyrehave?
Hadsund Dyrehave ligger midt i Hadsund by


Af Carina Kondrup

Dagens Påsketur | Hadsund Dyrehave

Midt i Hadsund by ligger Hadsund Dyrehave. Den blev stiftet i 1983 af nogle lokale initiativtagere, dog i en mindre udgave, end den vi kender i dag. Siden starten er dyrehaven udvidet ikke kun arealmæssigt, men også med nye faciliteter for både dyrene og gæsterne.

I dyrehaven findes der i dag dåhjorte, sikahjorte og dværggeder. Dåhjorten er Danmarks næststørste hjorte art og kendes på dens sommerpels, der er rødbrun med hvide prikker. Sikahjorten er en smule mindre end dåhjorten og har også en rødbrun sommerpels med hvide prikke og desuden en sort streg langs ryggen. Kan I mon kende de to hjorte arter fra hinanden?

Gederne går i en indhegning for sig og vil rigtig gerne snakkes med. Fra ca. midt maj udvides bestanden med søde gedekid, som er et stort hit hos børnene. De små gedekid elsker at klatre og springe rundt og deres leg er hyggelig og sjov at stå og betragte.

Geden er kendt for at spise hvad som helst og er i det hele taget et meget nysgerrigt dyr, der gerne undersøger og smager på næsten alt. Det gælder også Dyrehavens gæsters knapper, snørebånd og bukseben.

Man kan frit færdes inde hos dyrene, som alle er meget venlige og nysgerrige. Tag eventuelt en lille pose brød med og se, hvor tæt dyrene så kommer på jer. Der er mulighed for masser af sjove oplevelser i naturen i Hadsund Dyrehave




Midt i Dyrehaven er der en overdækket udsigtsplatform, hvor I kan sidde og spise Jeres medbragte mad, mens I nyder udsigten til dyrene i haven.

Hadsund Dyrehave ligger på Ringvejen i Hadsund og støder op til Hadsund Egnsmuseum. Der er mulighed for parkering overfor Dyrehaven.

Der er gratis adgang til Dyreparken døgnet rundt.






De søde og nysgerrige geder i Hadsund Dyrehave, vil gerne snakkes med


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.