Comebacket udeblev og det endte med nederlag i dagens opgør mod Hvidovre IF

Hobro og omegn
Søndag 29. november 2020 kl. 19:00

Comebacket udeblev og det endte med nederlag i dagens opgør mod Hvidovre IF
Foto: Dannie Rosenkrantz


Af Alexander Søgaard Sten

Første lys er blevet tændt i adventskransen, temperaturen nærmer sig frysepunktet og Hancock har fået juleøllen på hylderne i byen, og en sejr hjemme på DS Arena over Hvidovre IF vil gøre første advent 2020 helt perfekt.

Det var meget tæt på at starte rigtig skidt efter to minutter, da Simon Jakobsen forsøgte at cleare bolden væk på et indlæg, som endte lige for fødderne af en Hvidovre-spiller, men chancen endte med at ryge til hjørnespark, som heller ikke førte til noget.

Angrebet efter var Hvilo tæt på at løbe en scoring ind, som han har for vane, men en forsvarsspiller fik skovlet bolden over eget mål.

Efter otte minutters spil kom gæsterne på tavlen, da en forholdsvis ufarlig situation af to omgange endte for fødderne af Marcus Lindberg, der via en gul fod fik sparket bolden i nettet til 0-1. En situation hvor alle i Hobro-forsvaret kiggede på hinanden, og var lidt uforstående over for hvad der skete.

Det var tydeligt at Hvidovre IF ikke havde den store interesse i, at Hobro IK skulle få en god første advent. Oscar Buch gjorde det nemlig til 0-2 efter 14 minutter, hvor der endnu en gang ikke var enighed om aftalerne i Hobro-forsvaret. Adrian Kappenberger var uden chance og forholdsvis utilfreds med de manglende markeringerne i de bagerste geledder.

Jonas Brix-Damborg er sådan en type spiller der giver og tager, men efter små tyve minutters spil var det anførerens tur til at tage. På et hjørnespark fik han Marco Brylovs albue placeret lige på kæbetøjet, hvilket gjorde at Brix-Damborg måtte en tur i gulvet.
Angrebet efter var der tre på stribe, både i aftaler der ikke blev overholdt af Hobro IK, og scoringer fra sjællænderne. Et indlæg fra venstre endte for fødderne af Oscar Buch, der havde sneget sig ind mellem Hobro-spillerne og bankede den op i net-taget fra tæt hold. Det var hans anden scoring i kampen.

Peter Sørensen var langt fra tilfreds med hvad han så, hvilket resulterede i en dobbelt udskiftning allerede efter 27 minutter. Simon Jakobsen blev taget ud sammen med Brix-Damborg, som i forvejen rendte rundt med et gult kort. Ind kom Jesper Bøge og Danny Amankwaa og der blev rokeret om til en 4-4-2 formation.

Udskiftningerne og omrokeringer skabte mere spil til Hobro IK, men det førte aldrig til den helt store chance. Edgar Babayan begyndte så småt at tø op på vej mod pausen, og efter 40 minutter fik han tørret to Hvidovre-spillere på venstre-kanten, med indlægget ramte desværre endnu en Hvidovre-spiller. Både Hvilo og Baun stod ellers i kø for at styre bolden ind til 1-3.

Fire minutter senere kom Baun heldigvis først på bolden, efter at Haarup fik tørret hans modspiller. Et fladt indlæg endte for fødderne af Baun, som via den nærmeste opstander hamrede bolden i mål til 1-3. Dette blev stillingen til pausen.





Foto: Dannie Rosenkrantz

PAUSE

Hobro IK kom uændret ud til pausen, men der var skruet gevaldigt op for attituden og presset på modstanderen. Træneren på gæsternes bænk kunne også fornemme dette, så han var noget mere efter sine spillere, rent verbalt.

Da uret rundede timen, fik Babayan bolden på venstre kant, og selvom hele DS Arena vidste hvad han ville, inklusiv Hvidovre IF, så lykkedes det alligevel at drible ind i banen og aflvere mod en holdkammerat. Haarup lagde fra land på højre-backen, men få millimeter gjorde at bolden ikke nåede helt frem til Haarup. Det var ellers en meget lovende situation.

Gæsterne fra det sjællandske begyndte måske at føle presset efter 70 minutter, for hver gang de havde muligheden for at trække tiden, så blev det udnyttet gevaldigt.

Den koldeste klud man kan få kylet i ansigtet, det er når man synes at tingene egentlig går ret godt, men så bliver straffet lige pludseligt. Det skete efter 71 minutter, hvor Hvidovre IF for fjerde gang i kampen, udnyttede at forsvaret hos Hobro IK stod forkert. Denne gang faldt et hjørnespark ned for fødder af Iljazovski der satte bolden ind, selvom han havde en modstander hængene på ryggen.

Som en modreaktion til det skiftede Hobro IK Alexander Baun og Christian Cappis ud, til fordel for Thomas Enevoldsen og Amel Mujanic.

Ligesom det kan vende når alt går godt, så kan det også vende når alt går skidt. Dette beviste Mads Hvilsom da han stangede bolden flot ind efter 77 minutter, på et vanvittigt indlæg fra Mathias Haarup, så kampen var stadig i live.

Med fem minutter tilbage af kampen fik Mujanic endelig den plads han skal bruge på midten, til at slå Pirlo’ske bolden i dybden efter holdkammeraterne. For enden af den aflevering var Danny Amankwaa, der lækkert tog den ned med brystet, rundede keeperen i samme bevægelse og reducerede til 3-4.
v Trods et vanvittigt pres i de døende minutter fra Hobro IK, så lykkedes det desværre for Hvidovre IF, at puste første lys i adventskransen ud, og de kunne tage en 4-3 sejr med hjem i bagagen.

Næste hjemmekamp er søndag den 13. december klokken 13.00 mod Vendsyssel FF.

Kampfakta

Mål
8. 0-1, Marcus Lindberg, Hvidovre IF
14. 0-2, Oscar Buch, Hvidovre IF
21. 0-3, Oscar Buch, Hvidovre IF
44. 1-3. Alexander Baun, Hobro IK
71. 1-4, Ahmed Iljazovski, Hvidovre IF
77. 2-4, Mads Hvilsom, Hobro IK
85. 3-4 Danny Amankwaa, Hobro IK

Opstilling Hobro IK:
Adrian Kappenberger – Mathias Haarup, Tobias Salquist, Simon Skou Jakobsen, Jacob Tjørnelund - Mikkel M.P Pedersen, Jonas Brix-Damborg – Edgar Babayan, Christian Cappis, Mads Hvilsom – Alexander Baun

Udskiftninger:
27. Ud: Jonas Brix-Damborg – Ind: Danny Amankwaa
27. Ud: Simon Jakobsen – Ind: Jesper Bøge
75. Ud: Alexander Baun – Ind: Thomas Enevoldsen
75. Ud: Christian Cappis – Ind: Amel Mujanic

Ubenyttede spillere:
Magnus Kristensen, Hugo Andersson og Christian Hørby

Advarsler:
8. Jonas Brix-Damborg, Hobro IK
33. Christian Cappis, Hobro IK
64. Jacob Tjørnelund, Hobro IK
88. Danny Amankwaa, Hobro IK
94. Mikkel M.P Pedersen, Hobro IK

Tilskuertal: 380

Dommer:
Lasse Læbel Graagaard






© Copyright 2021 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.