Christian Johnson melder klar til kommunalvalget 2021Mariagerfjord og omegnTorsdag 29. oktober 2020 kl. 07:00
Af Klaus Hansen Det Konservative Folkeparti i Mariagerfjord kan endnu engang præsentere en ny kandidat til næste års kommunalvalg. I september præsenterede partiet, som er repræsenteret i Byrådet ved Jens-Henrik Kirk, en debutant i lokalpolitik i Mariagerfjord; Laura Holm fra Assens. De konservatives nye kandidat hedder Christian Johnson, og er en erfaren herre i Det Konservative Folkeparti, hvor han har været medlem i 15 år. Christian Johnson havde overvejet ikke at opstille igen, men flere ting fik ham til at ændre mening. ”Det bekymrer mig, at der bliver færre, som vil engagere sig i lokalpolitik. For kommunerne har en vigtig rolle i vores velfærdssamfund, og der er brug for mangfoldighed og engagement i vores byråd, hvis vi vil drive en god og attraktiv kommune” siger Christian Johnson og fortsætter, ”samtidig synes jeg, at der generelt sker for lidt på klimaområdet, og der er brug for, at politikere på alle niveauer arbejder for at sætte klima og miljø på dagsordenen”. Christian Johnson er tidligere gået til valg på mærkesagerne; mennesker, miljø og et velfungerende erhvervsliv, og den kommende valgkamp bliver ikke meget anderledes. ”Jeg har siden mit første valg i Albertslund Kommune i 2009 talt for de ældre, udsatte og offentligt ansattes vilkår, og den kamp er desværre fortsat meget aktuel. Selvom Mariagerfjord er et godt sted at blive ældre, så skal vi kontinuerligt arbejde på at gøre det bedre, og vi er naive, hvis vi tror der ikke også kan komme sager i vores kommune, som dem vi for nyligt har set inden for ældreplejen i Randers og Århus. Men vi kan gøre rigtig meget for at forebygge, at det nogensinde sker” Kampen for de udsatte, ældre og offentligt ansatte er måske ikke det de fleste forbinder med Konservativ politik, og Christian Johnson erkender også, at tilhøre den socialkonservative del af partiet, som ifølge ham heldigvis er blevet en integreret del af Det Konservative Folkeparti under Søren Pape Poulsen. ”I ét årti handlede det centralt i partiet alt for meget om skattelettelser og langt mindre om mennesker. Men under den nye formand er det lykkedes, at genskabe et parti som er inkluderende og henvender sig bredt, fordi konservativ politik er blevet lang mere nuanceret, og også handler om at tage hånd om dem, som virkelig har brug for hjælp – det er for mig rigtig konservatisme, og vi er igen blevet et egentligt folkeparti” Lokalpolitik er for Christian Johnson også en anden størrelse end national politik. For ham er en lokalpolitikers vigtigste opgave, at være tæt på et bredt udsnit at de medborgere, man repræsenterer. Det har han altid forsøgt at være ved at være engageret i blandt andet kommunens fritidsliv. Mest kendt er han nok for sit næsten 10 år lange engagement i Hobro Svømmeklub, som bestyrelsesmedlem i HIK fodbold, med opstart af e-sport i Hobro eller som del af Ambukomitéen. Christian Johnson er 44 år og bor i Hobro sammen med Anja Wangsøe, som er leder indenfor ældreplejen. De har sammen 6 børn, så hans erfaring med børnefamiliers vilkår er også større end de flestes. Christian Johnson har desuden et bemærkelsesværdigt CV, som giver ham et solidt indblik i netop ældre, udsatte og offentlig ansattes vilkår. I 28 år har han blandt andet arbejdet inden for ældreplejen, i psykiatrien, på skadestuer og som offentlig leder. Det begyndte allerede som 16-årig da han startede som social -og sundhedshjælperelev, siden blev han social -og sundhedsassistent, læste HF og blev sygeplejerske. Derefter tog han en diplomuddannelse i offentlig ledelse, var selvstændig i en periode hvor han studerede Sport Management og drev egen virksomhed. De seneste år har han været ledende sygeplejerske på universitetshospitalet i Aarhus. Her leder han et ambulatorie indenfor psykiatrien, som behandler unge med angst, mennesker med PTSD, herunder flygtninge samt soldater, og andre der har fået PTSD som følge af deres arbejde. Netop PTSD har Christian Johnson selv haft tæt inde på livet, fordi han sideløbende med hans civile arbejde, er tilknyttet Forsvaret, og har været udsendt som soldat og sygeplejerske - senest var han i foråret i Mali. I efteråret er Christian Johnson begyndt på en MPG-uddannelse ved Ålborg Universitet. Så der er fuld fart på Det Konservative Folkepartis ”nye” erfarne kandidat, som igen går til valg på at gøre en forskel for mennesker, miljø og erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune.
|