Centerchefen går på pensionHobro og omegnFredag 24. maj 2019 kl. 08:00
Centerchef i Hobro Idrætscenter, Poul Søndberg – 66 år, har meddelt sin bestyrelse at han ønsker at gå på pension med udgangen af august måned.... . Af Klaus Hansen Poul Søndberg ser tilbage på sin tid i Hobro Idrætscenter med en kæmpestor glæde. Hans hobby blev hans arbejde, da han i firserne blev ansat som halinspektør i Hobro Idrætscenter. - Jeg ynder at sige, at centret er mit tredje barn, så derfor håber jeg bestemt også, at jeg kan komme herfra og aflevere et center i god gænge til min afløser, fortæller Poul Søndberg Til august har Poul Søndberg været ansat i Hobro Idrætscenter i 36 år og heraf de seneste 18 år, som centerchef. - Det har været nogle meget spændende og gode år, jeg har haft i Hobro Idrætscenter, og det er en helt utrolig ændring der er sket i centret gennem de mange år. Fra at det stort set udelukkende drejede sig om sport, afholdes der nu rigtig mange ikke-sportslige arrangementer i huset, så det nu mere ligner et kultur- eller forsamlingshus. - Det var jo et næsten nybygget center, jeg i sin tid blev ansat i, og undervejs har vi da også været igennem et par større renoveringsomgange. Endeligt fik vi jo også bygget Multisalen i 2007, og den har været et kæmpestort aktiv for vores center, slutter Poul Søndberg. Poul Søndberg fylder 67 år i juli, og han har dermed allerede været fuldgyldig folkepensionist i to år. At Poul Søndberg har taget beslutningen om at stoppe på arbejdslivet nu, skyldes også, at Hobro Idrætscenter står overfor store byggeplaner, og selvom han syntes, at det kunne have været spændende, at have været en del af disse, har han alligevel valgt, at det er bedst for Hobro Idrætscenter, at der kommer en ny mand i spidsen for dette projekt. - Det kommer naturligvis ikke som nogen overraskelse, at vores mangeårige centerchef nu vælger at træde af, udtaler Hobro Idrætscenters formand, Henrik Bøker. - Dels har Poul, jo med den loyalitet overfor centret, som altid har været kendetegnende for dagligdagen i centret, tidligere orienteret forretningsudvalget om, at en pensionering var under overvejelse. Desuden har Poul, med 36 år i centrets tjeneste, om nogen udtjent sin værnepligt overfor sin arbejdsplads, fortsætter Henrik Bøker. - Bestyrelsen vil nu igangsætte processen med at finde en ny centerchef, og vi er fortrøstningsfulde i forhold til at finde en kvalificeret kandidat. Hobro Idrætscenter er en veldrevet institution, og ikke alene et idrætscenter i traditionel forstand. Derfor håber vi på, at der kommer et bredt kandidatfelt til den ledige stilling, slutter Hobro Idrætscenters formand Henrik Bøker. Helt arbejdsløs bliver Poul Søndberg dog ikke, idet han stadig er formand for den store lokale Jutlander Bank Fond – Sparekassen Hobro Fonden.
|