Budskab fra Nordjyllands Politi: ´Lad være´

112
Onsdag 15. januar 2020 kl. 20:55

Budskab fra Nordjyllands Politi: ´Lad være´
Arkivbillede


Af Klaus Hansen

Unge forfalskede pas
Nordjyllands Politi har i årets første par uger sigtet fire unge på 17 år, der alle har forfalsket deres pas. Formålet har været at opnå adgang til forskellige restaurationer, primært i Jomfru Ane Gade. De fire unge sigtets for dokumentfalsk.

Og dét er en alvorlig forseelse at forfalske legitimation, hvorfor det får politikommissær Casper Jacobsen til at appellere kraftigt til de unge om at lade være med at forfalske deres pas eller personlig legitimation.

Politiets jurister har nemlig vurderet, at det er særligt skærpende, fordi det netop er personlige dokumenter som her et pas, der er ændret i. Det kan udløse en fængselsstraf på 40 dage, og ved eventuelt dom kan det medføre en plet på straffeattesten.

”Det er afgørende i vores samfund, at man kan stole på for eksempel personlegitimation. Derfor sigter vi de unge mennesker for dokumentfalsk,” siger Casper Jacobsen, der tilføjer, at en plet på straffeattesten kan have konsekvenser for fremtidige job- og uddannelsesmuligheder – derfor er politikommissærens budskab til alle unge i Nordjylland helt enkelt:

”Lad være.”

Dørmænd holder øje
Måden, de unge har forfalsket deres pas på, er, at de med en form for lak slettede deres oprindelige fødselsdato og indsatte et nyt tal, der fik det til at fremstå som om, at de var gamle nok til at opnå adgang til de forskellige diskoteker og værtshuse i Aalborg, primært Jomfru Ane Gade.

”Forfalskningen er udført, så det umiddelbart for et utrænet øje kan været svært at se, men jeg vil godt understrege, at dørmændene ude på restaurationerne er meget opmærksomme på det her – og de er gode til at undersøge den legitimation, som kunderne fremviser,” siger politikommissær Casper Jacobsen.

Politikommissæren opfordrer ligeledes de unges forældre til at tage en snak med deres børn om alvorligheden af dokumentfalsk – og hvilke konsekvenser det kan få for dem på sigt.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.