Borgermøde om multifunktionel jordfordeling

Hobro og omegn
Onsdag 9. januar 2019 kl. 12:00

Borgermøde om multifunktionel jordfordeling
Robåde ved Holmgård, Glenstrup Sø


Med Realdania og EU som sponsorer sætter Mariagerfjord Kommune gang i et projekt ved Glenstrup Sø og Østerkær Bæk. Det har fået navnet 'Fælles Forandring - vejen til en bedre brug af det åbne land'...
.
Af Klaus Hansen

Mariagerfjord Kommune vil bruge det åbne land ved Glenstrup Sø og Østerkær Bæk på en omsiggribende ny måde. Projektet bliver sparket i gang ved et borgermøde i True Forsamlingshus 16. januar kl. 19-21.

Projektet skal demonstrere, at jord på frivillig vis kan blive fordelt på en ny måde, som kan tilgodese flere mål og ønsker i det åbne land. Det kaldes multifunktionel jordfordeling og handler om at sætte folk med forskellige holdninger sammen og få dem til at skabe fælles værdi og bæredygtig udvikling i området.

Baggrunden for at vælge Glenstrup Sø og omegn er blandt andet, at der er meget landbrugsjord og natur i området, som kan hægtes sammen på en bedre måde.

- Vi kan opnå en endnu bedre brug af det åbne land med en omfattende og helt frivillig jordfordeling, så jordejere får mere sammenhæng i deres jord, og der bliver mere sammenhængende naturområder til gavn for naturen, klimaet og dem, der bor i området, siger projektleder Rasmus Fuglsang Frederiksen fra Mariagerfjord Kommune.

Det er helt frivilligt, om jordejerne vil deltage i multifunktionel jordfordeling, og ingen skal 'betale' for at andre får det bedre. Alle skal gerne have en følelse af at få noget godt og brugbart med hjem fra forhandlingsbordet.

Projektområdet stækker sig to kilometer fra Glenstrup Sø og Østerkær Bæk. Alle med interesse i området er inviteret til borgermødet i True Forsamlingshus.

Værterne er Agri Nord, Landbrugsstyrelsen og Mariagerfjord Kommune.

Find programmet for borgermødet på kommunens hjemmeside: www.mariagerfjord.dk/faellesforandring

Det er 11 parter fra blandt andet landbrugs- og skovbrugserhverv, grønne organisationer og Friluftsrådet som sammen har udviklet og afprøvet konceptet multifunktionel jordfordeling. I 2014 tog Realdania initiativ til at samle parterne i det såkaldte Collective Impact - det åbne land som dobbelt ressource, som netop handler om at udvikle løsninger for bedre brug af det åbne land. Projektet i Mariagerfjord Kommune er det fjerde demonstrationsprojekt herunder.


© Copyright 2019 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst