Bilist tabte trailer på motorvej og forårsagede trafikulykke

Hobro
Onsdag 17. april 2019 kl. 09:00

Bilist tabte trailer på motorvej og forårsagede trafikulykke

Der skete tirsdag en trafikulykke på motorvejen ved Hobro.
.
Af Helle Schiønning

En 64-årig kvindelig bilist, der kom kørende, tabte pludselig sin trailer, som fortsatte ind mod midterrabatten, mens den 64-årige bilist selv trak over i nødsporet.

Kvinden besluttede sig for at køre sin egen bil tværs over motorvejen hen til traileren for at hente den.

Men det viste sig hurtigt, at trafikken var for voldsom. Inden den 64-årige kvinde nåede ud til traileren blev hendes bil ramt af en anden bilist, der kom kørende i nordgående retning ved afkørslen til Onsild.

Den 64-årige var alene i bilen, men i den anden bil var der en 27-årig mand fra Aalborg samt fire passagerer.

Alle seks impliceret kom lettere til skade ved ulykken, og er alle indlagt på henholdsvis Aalborg Universitetshospital og sygehuset i Randers.

Der var i forbindelse med ulykken tilkaldt assistance fra lægehelikopteren, ligesom det en overgang var på tale at flyve en af de tilskadekomne til sygehuset i Aalborg, men det blev der alligevel ikke brug for.

Motorvejen var spærret i nordgående retning i en times tid på grund af ulykken, fortæller TV2 Nord.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.