Bies Bryghus holder Generalforsamling

Hobro og omegn
Søndag 23. februar 2020 kl. 16:00

Bies Bryghus holder Generalforsamling
Arkivbillede


AF Klaus Hansen

Det er igen blevet tid til generalforsamling for anpartshaverne i Bies Bryghus, og i år bliver det lørdag d. 29.2 kl 13:00 i Hobro Idrætscenter.

Traditionen tro, byder formand Jesper Mikkelsen velkommen til selve generalforsamlingen, hvor den formelle del gennemføres i løbet af en times tid – inden årets udbytte til anpartshaverne skal udbetales i promiller i løbet af eftermiddagen. Det sker i form af frisktappet fadøl fra det lokale bryggeri, der bryster sig af at være Danmarks ældste stadig fungerende bryggeri – det første øl blev brygget på selvsamme adresse helt tilbage i 1841.

Generalforsamlingen er startskuddet til et 10 års jubilæum – det er nemlig 10 år siden at ihærdige folk igen åbnede op for bryggeri og restauration, og det skal fejres. I løbet af året vil museet blive shinet op, der vil blive afholdt en jubilæumsreception til sommer, der kommer en jubilæumsøl på markedet – alt sammen noget som der også berettes mere om på Generalforsamlingen. Derudover vil der også blive uddelt Årets Biepris, og Lars Lindbjerg underholder med musik under og efter maden – så det skal nok blive en god eftermiddag for anpartshaverne.

I år vil gæsterne også få mulighed for at ankomme til Generalforsamlingen i bus, da AlsBussen tilbyde særkørsel fra Hobro Nord, Hørby, Mariager og Hadsund.

Billetter til arrangementet kan som vanligt købes i Jutlander Bank og i Spar Nord.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.