Bies Bryghus barsler med ny ølHobroTorsdag 21. juni 2018 kl. 19:00
. Af Helle Schiønning Det sker i et nært samarbejde med SuperBrugsen, som i forbindelse med et stigende salg af special-øl i almindelighed har ønsket sin helt egen øl fra det lokale bryghus. -Opfordringen har vi naturligvis taget til os, og valget er faldet på den øl, vi kalder Adelgade Ale, oplyser distributøren, Keld Møller Nielsen, TastyLand i Hobro. Øl brygget efter fire forskellige opskrifter har været inde i billedet, men valget på Adelgade Ale er efter prøvesmagninger suverænt truffet af uddeler Max Kristensen og afdelingsleder Karsten Stenholt. Det er en Pale Ale med en lidt tør smag, og med en alkoholprocent på 5,6. Adelgade Ale er brygget og tappet på flasker på Randers Bryghus, som er Bie's Bryghus' faste samarbejdspartner, når det gælder flaske-øl. Foreløbig er der tappet 2400 flasker, men det er klart, at man med et forventeligt salg hurtigt kan brygge en ny sending. Specialøl vinder i øvrigt fortsat terræn over hele landet. Faktisk tegner specialøl sig efterhånden for 10 procent af den samlede afsætning. Bies Bryghus er i den henseende et rigtig godt kort. Specialøl fra det lokale bryggeri sælger godt alle steder. Ikke mindst har kunderne taget godt imod den nyeste øl, Anno 1841, som blev introduceret i lokalområdet i maj.
|