Bibliotekaren anbefaler: 3 små til sommerferien

Mariagerfjord og omegn
Torsdag 4. august 2022 kl. 09:00

Bibliotekaren anbefaler: 3 små til sommerferien
Bibliotekar på Mariagerfjordbibliotekerne Sonja Foto: Privat


Af Klaus Hansen

Bibliotekaren anbefaler: 3 små til sommerferien

Jeg har en forkærlighed for små bøger, de ligger godt i hånden, der er altid plads til én i tasken og så er det bare vidunderligt når en god historie kan folde sig ud og fylde på ikke ret mange sider.

Her får du tre af mine favoritter, som udover at alle tre kan lånes på biblioteket også alle findes som lydbog på eReolen.

”Døgnkioskmennesket” af Sayaka Murata
De fleste af os kender nok til det her med at tilpasse sig omgivelserne; at klæde sig til lejligheden, at tale lidt anderledes afhængig af situationen, måske endda skifte dialekt. For 36 årige Keiko er det det hun er allerbedst til, det er det der giver hendes liv mening; hun er døgnkioskmennesket.
Hendes familie og de få venner hun har spørger hende om hun dog ikke skal ha’ en ”rigtigt” arbejde, en kæreste, en familie, måske studere?

Men Keiko har det allerbedst når hun passer sit arbejdet i døgnkiosken hvor hun har været ansat i 18 år. Hun trives i uniform, med faste rutiner, og den helt rigtige måde at være høflig på som man finder i den japanske arbejdskultur.

En vidunderlig historie om at stå ved sig selv, uanset hvad samfundet så skulle mene om det.

”Kattegæsten” af Takashi Hiraide
Et ungt par bor i et lillebitte hus i bunden af en frodig have i udkanten af Tokyo. De er begge forfattere, og arbejdet fylder mere end deres liv sammen. Men en dag dukker en lille hunkat op i deres køkken, og uden at spøge om lov, for det gør katte ikke, flytter den ind i huset til det unge par.
Kattens stille, men alligevel insisterende tilstedeværelse er som en blid opvågnen fra arbejdets dybe søvn, pludselig ser livet lysere ud, det unge par griner sammen, går ture og glæder sig over kattens væsen og savner den når den er væk.

En luftig, overraskende og filosofisk lille bog.

”Den gamle mand og havet”: Ernest Hemingway
Den aldrende og fattige fisker har ikke fanget så meget som en ansjos de sidste fireogfirs døgn og bliver hånet af de andre fiskere. Men fiskeren vil ikke give op og begiver sig endnu engang ud i sin lille jolle på det frådende hav ud for Cuba.

På de følgende sider udfoldes den gribende historie om den gamle mands kamp for at få sin hidtil største fangst med hjem; en kæmpestor marlin. En stor, kraftfuld og rørende fortælling om mod, vilje, og venskab fortalt på bare 100 sider.

Alle tre titler findes på biblioteket og som lydbog på eReolen

© Copyright 2022 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.