Andelskassen hylder ildsjæle i dit lokalområde

Mariagerfjord og omegn
Torsdag 4. november 2021 kl. 19:00

Andelskassen hylder ildsjæle i dit lokalområde
Glade prismodtagere 2021. Foto: Andelskassen


Af: Birgitte Holm

Andelskassen hylder ildsjæle i dit lokalområde

Andelskassen uddeler for ottende år i træk priser på i alt 300.000 kr.
Priserne er sat i verden for at fremhæve den ekstraordinære indsats, som lokale ildsjæle, grupper, foreninger og virksomheder har gjort for deres lokalsamfund. Alle kan nominere kandidater til og med 31. december 2021.

Andelskassen hylder én gang om året nogle af de mange ildsjæle, der gør en forskel i og for deres lokalområde. Det sker på bankens aktionærmøder, som afholdes lokalt i bankens aktionærkredse hen over fire aftener i foråret, og det er både enkeltpersoner, par, foreninger, grupper og virksomheder, der kan blive præmieret for deres ekstraordinære indsats.

"Vi har mange, fantastiske ildsjæle, der hver dag gør en særlig indsats for deres lokalområde. Takket være deres engagement er de med til at gøre en forskel, der har stor betydning for de lokale borgere. Disse ildsjæle fortjener en særlig hyldest, og jeg håber derfor, at mange borgere har lyst til at indstille én eller flere af disse ildsjæle, så de har mulighed for at få en anerkendelse og en belønning for deres uvurderlige indsats," siger Jan Pedersen, adm. direktør i Andelskassen.

To priser – 300.000 kroner
Der uddeles hvert år to forskellige priser i hver af Andelskassens seks aktionærkredse:

Andelskasseprisen tildeles som en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område. Vinderen modtager 5.000 kr., en gavekurv samt et diplom.

Sammen kan vi mere-priserne, som består af tre priser på hver 15.000 kr. samt et diplom. Disse priser tildeles som en særlig anerkendelse til tre foreninger, grupper, virksomheder eller lignende, der i det forløbne år har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område.

Alle kan indstille kandidater til priserne
For at komme i betragtning skal man indstilles til en af priserne. Alle er velkomne til at indstille en eller flere kandidater. I indstillingen skal man oplyse navn og kontaktoplysninger på kandidaten. Derudover skal man beskrive hvilken særlig indsats denne person, gruppe, forening eller virksomhed har gjort i lokalområdet, og hvorfor kandidaten fortjener prisen.

Kandidater kan indstilles frem til nytår
Man kan indstille kandidater og læse mere om de to priser på Andelskassens hjemmeside Your text to link.... Sidste frist for indstilling af kandidater er fredag 31. december 2021.

© Copyright 2022 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.