Alt for meget affald langs vejene omkring Mariager-Assens-Hov – Havndalvej og andre steder i kommunen

Debat
Mandag 4. januar 2021 kl. 07:00

Alt for meget affald langs vejene omkring Mariager-Assens-Hov – Havndalvej og andre steder i kommunen
Arkivbillede


Af Kaj Ove Steffansen, Mariager

Jeg cykler jævnlig rundt i områderne omkring Mariager-Assens-Hov – Havndalvej og andre steder i kommunen. Der ligger alle steder større eller mindre koncentrationer af affald i vejkanterne.

Det har i stigende grad undret mig, hvad der får nogle mennesker til at aflevere en tom øldåse, en tom cigaretpakke eller anden tømt emballage ud af bilens vindue. Det burde være en smal sag at medtage sit affald i bilen og derefter aflevere det i sin egen affaldssortering derhjemme.

Søndag den 3. januar 2021 blev jeg lettere chokeret og forarget, da jeg cyklede fra Assens mod Havndalvej og der så jeg en ekstrem mængde affald langs vejen.

Det var ikke efterladenskaber fra nytårsaften, men regulær affald, som nogle ubetænksomme mennesker må have efterladt.

Jeg vil derfor opfordre beboere i Assens til at gå en lille tur ud ad Assensvej, og med egne øjne se svineriet. Jeg ved jo ikke, om det er folk i Assens, der er synderne, men måske er der alligevel nogen i området, der kan påvirkes til at ændre adfærd, hvis man begynder at snakke om problemet.

Jeg vil godt understrege, at det ikke er fordi jeg specielt vil hænge folk i Assens ud. Problemet findes desværre alle steder, også i Mariager, hvor jeg selv bor.

Jeg forsøger derfor at råde lidt bod på det ved altid at medbringe en lille ”hundepose”, når jeg går tur. Så kan man jo altid lige samle det værste op og tage det med hjem til skraldespanden!

Med ønsket om et godt nytår.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.